Jeg havde efter de 100k ugen forinden (beskrevet tidligere længere nede) ikke løbet en eneste meter for at restituere mest muligt. Min egen tommelfingerregel sagde: 2 ugers restitution efter et 100k, men jeg havde ikke noget valg. Jeg kunne ikke flytte løbet og jeg glædede mig til at kæmpe mod Per Gunnar og Reima. Reima var dog klog nok til at skippe dette løb, da han skulle løbe VM i Østrig en måned senere.
Vejret var skønt. Der skulle løbes i korte bukser det meste af vejen. Banens længde var også perfekt: 1510m. Dermed kom man tit nok forbi depotet til at man aldrig kunne nå at blive for tørstig eller mangle energi.
Min taktik var klar: Ud fra en marathontid på 2:45 burde jeg kunne løbe 265k, når Yannis kunne løbe 303k. Dette ville give en snithastighed på ca. 11km/t og starthastigheden skulle være 12km/t. Jeg havde ingen forhåbning om at nå de 265k - de lærte jeg i Viborg 2004: Man skal ikke sætte sig et mindstemål, for så har man ingen motivation, når målet ikke kan nås. Jeg ville bare se hvor langt det kunne lade sig gøre.
Kl. 12 gik starten. Ruten var dog utrolig hård, så at starte ud med 12km/t var under alle omstændigheder det rene selvmord, men jeg kunne ikke lade være at forsøge.
Der var en svensk 12h løber som startede i et tempo en anelse højere - måske 12,5km/t. Han holdt godt ud på den hårde bane og nåede 135k, så vidt jeg husker (og så kan jeg ikke lade være med at nævne at jeg i Brno havde nået 133,2k efter 12h, men det var en meget lettere bane).
Den hårde start kunne jeg straks mærke i benene. De føltes ganske stive og oppumpede - specielt når det gik over fartbumpene. Bumpene var ca. 2 meter høje og 10 meter lange.
De 12km/t skulle have holdt i 10 timer, hvis de 265k skulle være realistiske. De holdt kun i to timer. Da det gik godt bemærkede jeg til PG at godt nok var jeg 1 par runder foran han, men der skulle ikke mange minutter til i gang før han havde hentet det forspring.
Marathon skulle efter planen have været passeret i 3:30, men på det tidspunkt var det allerede ret galt, så tiden blev 3:43. I Brno passerede jeg marathon ved 3:10. Hastigheden blev ved at falde og jeg begyndte at kunne mærke nogle stik i knæerne, når jeg løb over bumpene. Specialt når man løb ned ad bumpene var det så hårdt at det ofte gjorde ondt, hvis man ikke fandt en speciel løbestil nedad. Det begyndte at gå op for mig at jeg var ved at udvikle skader. Ikke de sædvanlige trætte, tunge ben, men dem, hvor smerten er korte skarpe stød, som ikke lader meget i tvivl om at det er en advarsel. Først troede jeg at det ville gå over, men støddene blev ved at komme selv om min fart var meget lav nu. Nogen gange tænkte jeg at dette måske var som i en multidages event, hvor benene gør så ondt at man er tvunget til at gå. Men alligevel - nej dette var vist advarsler/skader og ikke ømhed/udmattelse.
Stødene i knæene er vel det mankalder løberknæ. Det fik jeg i begge knæ. Udover det begyndte også den venstre akillesene at blive øm. Det var underligt. Jeg plejede aldrig at have vrøvl med hverken knæ eller akillesener.
Efter ca. 7-8 timer og kun 68k gav jeg op og startede med at gå i stedet for at løbe. Min kone var for første gang med til et af mine løb. Vi havde aftalt at hun skulle sove indtil midnat, hvorefter jeg ville have god brug af mental støtte. Men hun var allerede tilbage kl. 19. Hun gik en runde med mig. Jeg gik en runde mere alene og tog en pause for tænke over hvad jeg nu skulle gøre.
Ingen tvivl om at jeg var ude a konkurrencen nu, så jeg skulle finde på en god undskyldning for at fortsætte. Benene gjorde kun ondt, når jeg løb, så jeg kunne gå, men til hvad nytte? Nordmændene Geir og Einar kom med så meget opmuntring at de har en god del af skylden for at jeg fortsatte.
Per Brølling var også nede i gang. Han havde maveproblemer. Vi gik lidt sammen og fandt ud af at det ville være lettest at se os selv i spejlet i morgen, hvis vi fortsatte. Så det var planen nu - at gå i 16 timer. Det lød hårdere end at løbe, for der manglede gejsten. Det var jo ikke lige det, der var vitsen.
Per ville sikkert komme i løb igen, når maven gik i orden, men jeg kunne bare håbe.
Per var i øvrigt rigtig uheldig, for hans statistik var nu at han i hver 2. 24h havde maveproblemer. Han løb sidste 6 uger tidligere på Bornholm og satte PR på 183k.
Og nu var den gal igen.
Han fortalte om hans træning. Så vidt jeg husker havde han træningsruter på 90k, 120k og så var der en rute på omkring 200k, som han havde løbet en enkelt gang. Dette klarede han med en rygsæk og ca. 10k mellem hver vandpost, som kunne være en købmand eller en vandhane på en kirke. Han har planer om at løbe limfjorden rundt en lille tup på 400k. Skriv du endelig om projektet, Per. Det er vildt spændende. Til sammenligning er mine egne lange træningsture bare på en marathon.
Selvom jeg nu havde besluttet at gå tiden ud var jeg dog ikke helt standhaftig. Jeg snød lidt. Siden jeg ikke havde noget at vinde i km, så var det let at være god ved sig selv. Før midnat var jeg inde ved massøren, som lige vidste, hvor han skulle trykke for at frembringe en smertefuld smerte eller en smertefuld kilden. Under konkurrenceomstændigheder ville jeg ikke spilde til på massage, men nu prøvede jeg bare dette for at se om det kunne få mig i løb igen. Efter behandlingen sagde doktoren at jeg bare kunne komme igen, hvis det ikke virkede. Jeg lavede nogle høje knæløft på gulvet og sagde at det vist virkede. Ude på ruten igen fandt jeg hurtigt ud af at det stadig ikke gik at løbe, men jeg turde ikke besøge doktoren en gang til. En time senere tog jeg en enkelt time på øjet. Min kone lokkede med at jeg skulle tage med hende på hendes hotelrum, men min samvittighed ville ikke lade mig gå. Jeg løb en mere time og sov derefter 2 timer.
Nu var jeg godt udhvilet, det var for længst blevet lyst. Jeg tror det blev lyst kl. 03. Resten af løbet var som en ferie. Hverken benene eller jeg var træt. Vejret var skønt og jeg kunne heppe på de andre passerende løbere. Jeg kunne ikke andet end gå resten af løbet. Jeg prøvede nogle gange at komme i løb, men den stødende smerte var der med det samme. Da der var et par timer tilbage fikjeg skiftet sko. Det hjalp lidt på akillesenen, da de nye sko ikke trykkede så meget der.
Jeg endte med 115k (og en 52.plads). Selv min ganghastighed var lav: 4½km/t, så det bragte mig ikke langt.
Mest imponeret er jeg dog af Kjell, der kom helt ud 193k på denne hans anden 24h. Tænk at han havde det i sig. Det havde jeg aldrig drømt om, da vi mødtes til Socialmarathon 2004. Hans kone var også med. Det var hendes ultra debut. De havde da vist begge fået smag for mere.
Der var mange andre, jeg fik snakket med undevejs, men jeg kan desværre ikke lige huske hvem de var.
Da jeg nu gik det meste af turen blev jeg sparet for de sædvanlige vabler og skagsår. Sidste gang kunne jeg dårligt nok cykle i en uge efter pga slidsår mellem ballerne. Denne gang havde jeg husket at smøre salve på der 
.
Normalt har jeg været ude at løbe allerede dagen efter ultraløbene, men denne gang har jeg ventet en hel uge. Akillesenen var jeg ret nervøs for, for der er så mange, der går i halve år og døjer med det. Som ventet kunne jeg stadig føle at akillesenen var øm, men jeg kunne da lunte med 9km/t. Efter 3k kom stødene i knæene igen. Dette bekymrer mig dog ikke. Min tommelfinger regel siger at man ikke skal løbe interval de første 3 uger efter et 24h, så knæene skal nok gå rimeligt hurtigt over.
Næste gang er planen den samme. Det skulle vel ikke være så svært at nå de 240k 
. PG er også ganske enig med mig i at vi nok skal nå et godt stykke længere end vi indtil nu har præsteret. Jeg har godt nok en god del tilbage at skulle vise. Der er forhåbentligt tid nok.
Bravenet Blog 
Blog Community
Get a Free Blog
Manage your Blog
bravenet.com