Bornholm 24h 6-7/5-2006

I et havlt år havde jeg ønsket at løbe dette løb. Men jeg havde lidt af hælspore siden Trollhättan 2005, så jeg turde ikke at melde mig til før nolge få uger forinden. Jeg kunne da stadig føle hælsporen en anelse, men det kom ikke til at genere hverken under eller efter løbet.

I det forløbne år havde jeg funderet over de skader jeg havde pådraget mig. Jeg tror hælsporen var et resultat af at have trænet tåløb. Jeg har ikke trænet tåløb ca. siden august 2005. Jeg har dog tænkt mig at tage det op igen når jeg senere hen gerne vil træne fart igen. Skaden var en overbelastningsskade, så hvis fødderne havde været trænet mere skånsomt, ville det sikkert i stedet have givet gode resultater.
Akillesenen og knæene var overbelastet alene pga de to tætte ultraløb (2005) uden nogen form for strækøvelse eller restitutionsløb imellem er mit gæt. Resultatet var at på andet ultraløb skulle der arbejdes med muskler, som havde trukket sig sammen til ikke at være egnede til løb. Begge disse skader var dog borte efter få dage eller uger.
I januar 2006 fik jeg bekræftet at man ikke bare kan holde helt løbefri. Fra den ene dag til den anden holdt jeg 2 uger totalt løbefri. Som belønning startede jeg igen med løb ved at lægge ud med at løbe en hel marathon. Allerede ude ved 25km begyndte jeg at gå og jeg måtte gå de sidste 20 km hjem. Jeg passerede marathon i tiden 5:40 og var hjemme efter 46 km i tiden 6:19. Og det var gået på ½l saft. Hold kæft hvor var jeg tørstig efter den tur. Da jeg begyndte at gå var benene ikke rigtig syret til. I stedet var de ligesom smertende at træthed og træghed. I hvert fald var det en vedvarende smerte, der bare bad om hvile. Det var samme symptom, som jeg havde oplevet i Trollhättan.
Lektion: Hold aldrig helt løbefri - Dine muskler kryber ved det.

Jeg afsluttede også et sulteexperiment. Det varede fra december 2004 til ultimo oktober 2005. Diæten gik ud på kun at spise middagsmad og ikke andet mad. Til gengæld åd jeg så som en tærskel. Jeg måtte kun drikke vand om aftenen. Faktisk lykkedes det mig kun at holde diæten til og med februar. Da målte jeg også den laveste vægt (58,7 kg efter løb om morgenen) og den laveste puls (34 bpm). Før jeg startede var tallene 63kg/36bpm.
I marts/april kom Køb af familiens første hus i vejen og tallene blev 67kg/42bpm. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om ikke at spise, så i stedet åd jeg meget mere. Resten af året forblev pulsen på de 42 bpm. Jeg fik kæmpet mig ned på 63kg i maj/juni 2005 og satte PR på marathon og 100k. Af og til forsøgte jeg at følge sultekuren og til sidst opgav jeg. Da havde jeg et par måneder (nov/dec 2005), hvor vægten røg helt op på 69 kg men den er i 2006 gledet tilbage til udgangpunktet 63/64kg og jeg har ikke længere en extrem lyst til at æde.
Lektion: En diæt skal kun holdes med henblik på et midlertidigt vægttab og forvent en vægtforøgelse efter afslutning.

I november 2005 var jeg så dum at give blod. Pulsen røg op over 60 bpm og i foråret 2006 var den stadig oppe på 55 bpm. Jeg var meget nervøs for om jeg kunne løbe langt med sådan en høj puls. Jeg kunne ganske sikkert ikke løbe hurtigt. Men i ugerne op til BH24h (uge 1 skete der noget interessant: Jeg øgede min ugentlige træningsmængde fra 110k til over 200k. Det pågik i uge 16 og 17. Om fredagen i uge 16 var pulsen faldet til 44bpm. Om tirsdagen i uge 17 var pulsen nede på 40bpm. Endelig om onsdagen i uge 18 var den nede på 37bpm. Wow. Jeg måtte være tilbage i en god form! Nu kunne intet gå galt, tænkte jeg.
Lektion: Kraftig forøgelse af træningsmængde kan bringe dig i form på kort tid.

Den sidste uge op til løbet fik jeg løbet som i en almindelig uge: 12km/dag til og med fredag.

Hvile og transport til og fra Bornholm fik jeg til at gå op i en højere enhed. Ved at tage natfærgen fra Køge kunne jeg sove på skibet. Det var endda muligt at blive på skibet en hel time efter det havde lagt til - ialt 7 timer. Og i kahyt gav det en god søvn. Hjemturen var bestilt med afgang kl. 14:20, så det der blev også plads til 6 timers søvn inden man skulle køre bil - perfekt - så man ikke ville falde i søvn i bilen. 

Udgangspunktet for min plan denne gang var mit løb i Brno i 2004. Jeg havde løbet stærkt i de første 12 timer (mar: 3:15, 100k: 8:40, 12h: 133k). Herefter var jeg gået sukkerkold, hvilket blev reddet af en time på øjet i 18. time. Jeg kunne da løbe et par timer igen, men så var den gal med energien igen. De siste 4 timer var jeg rådvild og tom for energi og de sidste 2 timer var benene også syret til og da valgte jeg at gå, da jeg var tilfreds nok med mit resultat.

Ud fra det var min plan at klare energiproblemet ved at optage noget mere føde undervejs - specielt kaffe, så morgenen ikke ville blive så hård. Syren skulle bare bekæmpes ved at lægge langsommere ud og ved at bare fortsætte så meget i løb som muligt. 2 timer med syre i benene var vel til at overse.
Kort fortalt var planen at se om det var muligt at løbe samtlige 24 timer uden stop/søvn og uden gang.
Jeg tænkte at hvis søvn og gang blev skippet, så ville en ny PR også være i hus.

Før løbet kunne jeg ikke se at noget kunne gå galt. Det burde være så let som at klø sig i nakken at køre igennem uden stop, mente jeg.
Vejret var perfekt for mig. Vejrudsigten sagde 15 grader dag og 5 grader nat. Jeg tænkte at hvis jeg løb med lange tights, så var jeg fri for at bakse med det om aftenen.

Jeg lagde ud i et tempo højere end de andre, men det var alligevel meget lavere end i Brno. Marathon blev passeret i ca. 3:45. Vi var en flok på Caroline, Alex,jeg og Åke - og måske nogle flere. Det var sjovt, tænkte jeg. Normalt ville det vist kun være Alex, der ville følge med i mere end 11 km/t. Det endte også med at alle, der var med i det felt, gik det dårligt (eller i hvert fald ikke optimalt). Det skiftede lidt med hvem der tog føringen de første timer. Hen imod aften var jeg forrest igen. Efter 6 timer havde jeg ca. 65k hjemme og 100k blev passeret i ca. 9:45 - en hel time senere end i Brno og mere end en ½ time senere end Lars Christoffersens 240k løb. Efter 12h var der ca. 118k hjemme.
Jeg løb med vilje uden ur for ikke at blive stresset. Tiderne har jeg først set på nettet bagefter. Jeg løb efter hvad der føltes nemt og det føltes også nemt de første 10 timer, men så begyndte det at blive sværere. Det gik hurtigt ned ad bakke. Benene begyndte at føles overophedede og jeg tænkte at et strømpeskift var på sin plads, da midnat var passeret. Det kunne måske også give tid til at benene kunne køle lidt af. Efter min plan var det OK med sådan et ophold uden at det skulle tælle med som at jeg ikke havde løbet hele vejen. Men jeg havde smurt begge fødder ind i vaseline, som støvet fra skovbunden havde klæbet sig til. Derfor tog det sin tid at få skidtet af, nyt vaseline på og komme videre. Det tog mere end en ½ time! Kjell kom og tog 1. pladsen, men det fandt jeg først ud af meget senere. Det havde heller ikke betydet noge, for mit mål var at kunne løbe hele vejen. En time senere var kl. ca. 02 og benene føltes vældigt overophedede. Nu brugte jeg 10 minutter på at lægge benene op i vejret op ad et træ og derefter strække benene. Først knæene op mod maven og derefter foden op til numsen.
Jeg kunne pludselig løbe igen, men samtidig kunne jeg mærke syren skylle fra en åben hane ned i benene igen. Nu var der i hvert fald ingen tvivl om at det var syre i benene, der var problemet. Jeg fik kun løbet 500 m hvorefter benene var tilbage i samme elendige tilstand som før. Mit løbe tempo var helt nede på under 6 km/t og hvert eneste skridt var en kamp, hvor jeg måtte bide tænderne samme og knytte hænderne for ikke at stoppe og gå. Det føltes tæt på som om at mine ben var en motor, der var kogt over. Jeg tænkte at jeg kun havde regnet med at løbe i denne tilstand i nogle få timer, men der var næsten 14 timer tilbage. Hvordan skulle jeg dog kunne holde det ud? Jeg vidste dog af erfaring at syren kan fjernes enten ved at gå i nogle timer eller ved en powernap. Men som sagt var formålet med dette løb at prøve at løbe det hele. Hvis jeg tog søvn eller gang med i løbet, så ville det bare være en gentagelse af noget, jeg havde prøvet.
Men det var for uoverskueligt at skulle fortsætte i så mange timer med løb på denne måde, så jeg startede med at gå kl. 03.
Jeg tænkte på alle dem, jeg havde sagt til at jeg ville hjælpe med at komme igennem syren og søvnen. Hvis jeg stoppede ville jeg svigte dem. Jeg tænkte på at jeg efter Trollhättan havde prædiket at det var bedre at gennemføre i gang end at udgå, fordi så ville sejrsfølelsen stadig være der.
På den anden side tænkte jeg på at jeg var stillet op til dette løb med to mål: Enten at kunne løbe det hele eller at kunne sætte PR. Kl. lidt i 4 stoppede jeg op for at se hvor langt jeg var nået, så jeg kunne se om jeg kunne sætte PR. I værste fald skulle jeg gå resten af løbet og så ville jeg nå minimum 180k. OK - Mit PR mål kunne jeg sikkert heller ikke nå, så jeg fandt ingen vits med at lege helt for de andres skyld. Jeg nåede kun 138k. Jeg skulle i stedet hjem og slikke mine sår (på sjælen) og prøve at regne ud hvad der egentligt gik galt.
Jeg afleverede min chip, sov en time, så starten af 6 timers løbet og gik ned til båden. Der var 7 timer til båden gik, så jeg kunne selvfølgelig ikke sove, da jeg gik om bord og havde en 6 timers tur i sigte. I køge var min bil uden kasko blevet stjålet, så det var en perfekt afslutning på et løb, der ikke gik godt .

Hvad var det så lige, som jeg kunne 1½ år tidligere, som jeg ikke kunne nu?
Jeg kunne ikke regne det ud og jeg havde ingen idé om hvor jeg skulle sætte ind for rette op på det dårlige løb. Det eneste jeg kunne komme på var at syregrænsen kunne flyttes ved at træne mere. Men det ville sikkert betyde at jeg skulle op på de 200km/uge i flere måneder i træk. Det kunne jeg slet ikke overse, så i stedet tænkte jeg på at stoppe helt med at løbe.
Og det gjorde jeg så - i 14 dage med få undtagelser. Det bragte pulsen tilbage til over 50bpm .

Jeg fik læst Karen's bog "Ud til grænsen" og i den foreslår hun at syre godt kan komme i marathon og længere hvis man ikke spiser nok. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen med min egen erfaring, men det måtte da komme an på en prøve.
Jeg var motiveret igen og jeg besluttede at tage revance i Holte til juni og bruge Stige 100k som testløb.
Inden Stige fik jeg talt med Karen, som mente at det kunne have været nedtrapningen fra de 200k, der var sat ind for sent. Fint. To forslag til forbedringer.
Læs i øvrigt Karen's bog. Hvis der er nogen, der er sej, så er det hende.

I Stige ville jeg teste at spise mere end jeg normalt plejede. Teste at kun spise flydende føde og teste føde, der dækkede meget forskelligt - surt, sødt, salt, tyndt , tykt, proteinrigt, fedt, kulhydratrigt, vitaminrigt. Dernæst ville jeg prøve at tømme benene for syre lige fra starten.

Mad testen gik fint. Jeg kunne spise meget, når jeg varierede mellem alt muligt. Og det var uden at noget skvulpede, raslede rundt eller kom op igen.
Syretesten gik skidt. Jeg havde endda taget løbefri dagen før.
En detaljeret bekrivelse af Stigeløbet er indsat andetsteds i dagbogen.

To dage efter Stige var jeg ude at løbe. Der faldt ti-øren. Jeg havde stadig meget syre i benene, så jeg lagde mærke til at hvis man ved nedslag lader benene være strakte og lander på hælen, så ændres smerten fra at være en smerte til at være et stød. Man har dermed undgået at stødet fra nedslaget forplanter sig andet end parallelt med musklen i overlåret.
For at løbe optimalt på denne måde skal der vist en hel del kapgangsstil overføres til løb.
Da jeg tænkte nærmere efter kom jeg i tanke om at jeg havde forsøgt på denne løbestil i Brno i 2004, hvor jeg først fik syre i benene efter 22 timer. Dengang var jeg bare ikke bevidst om at det var grunden til at det gik så godt.
Det vil vise sig om i Holte om løbestilen er svaret, jeg mangler.

Efter begge disse to forårsløb har jeg i øvrigt været helt skadefri.

Løbet på Bornholm var rigtig godt. Mad og servicen var i top. Der var kommet chip tidstagning. Skovbunden blev fejet før løbet, så der ikke var for store genstande i vejen. Der var et sving nede ved start, som så lidt skarpt ud, men det kunne man alligevel godt komme igennem uden at komme ud af rytme.
Top karakterer til dette løb fra mig.

Tak til Kim og SÅN.

Resultater:

http://www.ultimate.dk/Resultater/1_ultra/RepDistances.htm
http://www.ultimate.dk/Resultater/1_ultra/RepDistances1.htm
http://www.ultimate.dk/Resultater/1_ultra/Laps/RepAllLaps.htm
http://www.ultimate.dk/Resultater/1_ultra/Laps/RepAllLaps23.htm