Løbsdag: Fredag d. 23 maj 2008 kl. 12:00

Tilmelding

En kollega (sorhol) sendte mig et mail om at Yiannis ville komme til 48H på Bornholm http://ultramarathon.dk. Yiannis havde lige meldt sig til.
Jeg fik mailet om mandagen og løbet startede om fredagen.

Jeg ringede til Kim Rasmussen for at ønske tillykke med scoopet. Vi var begge oppe at køre. Det var simpelthen for vildt. Der var stadig plads i løbet, men jeg regnede nu ikke med at jeg ville få mulighed for at troppe op.

Jeg var nu bombaderet af tanker. Først drejede det sig om at jeg måtte se om jeg kunne finde en måde at komme over og møde ham, min store helt.
Jeg havde tidligere - måske et par måndeder for inden kikket på hvad der skulle til at komme over og være med i 24H løbet. Resultatet blev at med familien installeret på Hotel og med bil med over ville det blive en meget dyr affære, så den blev droppet dengang.

Nu tog jeg det så op igen. Måske skulle jeg se hvad en version på camping og uden bil kostede.
Det blev dog ikke aktuelt, for min kone havde ikke tid til at tage med, så jeg fik direkte lov til at tage afsted alene.
Wow - men hvad nu? Hvad skulle jeg egentligt derovre?

I flere timer ping-pongede jeg med mig selv:
- Det ville være galemathias at stille op i 48H, da jeg efter 1½ års pause fra løb først i januar var begyndt at træne (mod Cph mar) med 60-70k om ugen.
- Min hvilepuls havde tidligere ligget nede omkring 37, men var nu på de gode dage nede på 45, men oftere på 55.
- I Cph mar syrede jeg til allerede ved 34k. I gamle dage skulle der mere end et mar til at få syre i benene. Tiden blev 3:09.
Jeg skulle nok helt tilbage til 2002 siden min form var så dårlig som nu. Jeg var ikke engang under 39 min på en 10k.
Så med en ultra ville jeg have syre i benene i en uendelig tid.
Jeg husker ikke hvordan det kom til at give mening. Det har nok været noget med "Once in a lifetime". I hvertfald tilmeldte jeg mig 48H.

Efterfølgende så jeg at Kim havde sendt mig mail om at Yiannis manglede en extra hjælper til når hans medbragte hjælper sov. Om jeg ville have den tjans mod at jeg så kunne løbe med uden beregning i resten af tiden.
Jamen sikke dog en situation. At kunne vælge mellem to goder. Jeg kunne helt slippe for mine bekymringer om at løbe ultra forholdsvist utrænet.
Alligevel var valget ikke åbentlyst.
Her er hvad jeg skrev tilbage til Kim:

Meget taler for - for jeg er ikke i form til 48H, jeg har en ankelskade og der kunne være de fedeste fiduser at hente og ikke mindst kunne jeg tjene guden og lære ham lidt at kende.
 
På den anden side så er jeg blevet sulten igen og dette bliver et løb jeg vil fortælle mine børnebørn om - om dengang jeg bekæmpede de samme dæmoner side om side med guden - og vores egne danske helte, der kommer til at gøre det godt.

Det er stort. Jeg takker desværre nej.

Det kom jeg sandelig ikke til at fortryde.

Udstyr og forberedelse

Man bruger sørme lang tid på at tænke over hvad man vil have med, selv med en færdig checkliste.
I kan se mit blå strandtelt her:

Tip: Vend teltet hen mod en gadelampe.
Nederst fra venstre:
- Kurv med kølespay, varmecreme, vanter, pandebånd etc. (sjældent anvendt eller store ting)
- Kuffert med tøj: masser af forskelligt løbetøj. Der var også et fleece sæt, som blev rart at have på.
- En holder/bælte til ½l flaster ligger foran kufferten.
- Extra løbesko.
- Liggeunderlag. Jeg havde ikke sovepose med. Så fristes man bare til at ligge for længe. I stedet havde jeg en tynd jakke, jeg lagde over mig, når det var powernap tid.
Underlaget blev bare rullet ud på jorden, så jeg lå kun med hovedet inde i strandteltet.
På bordet:
- Kurv med plaster, piller, æggeur, pandelampe, tusser etc (ofte anvendt eller små ting)
- Diverse drikke og ædelse. Der var ikke rigtig brug for det, da udvalget i hoveddepotet var tilstrækkeligt. Stor ros til Kim og Co. Det var fin kost vi fik.

Jeg ankom med båden 2½ time før start. Omklædning foregik på færgen.
Der var tre punkter på programet inden start:
- Æde. Dette var en del af min strategi. Med maven i gang med at fordøje ville udgangstempoet automatisk blive holdt lavere. Uhm. En Shavarma gjorde godt. Fandt en biks inde i Rønne. Marius guidede mig på vej.
- Sætte depot op.
- Smøre vaseline på diverese steder, som ellers ville få skagsår, zinksalve mod solen, plaster på vabler, der ikke var helet efter cph mar.
Tiden passede perfekt. Jeg havde endnu ikke set Yiannis, men så måtte det jo vente til efter starten, som pludselig gik.

Løbet og Yiannis

Mine forventninger til løbet var ikke store med begrænset træning. Men jeg regnede da med at det skulle blive bedre end sidste gang, da jeg med babyjogger løb nordsjælland rundt for et par år siden. Dengang blev det bare til 225km.
Fokus var: At komme til at tale med Yiannis og se om jeg kunne få hevet nogle tricks hjem. Men hvordan?
Svaret kom ganske kort efter start. Yiannis startede ud som skudt ud af en kanon og ikke lang tid efter lappede han mig første gang. Jeg satte tempoet op til hans og kort efter havde fået lavet en ny strategi. Jeg ville følges med ham en omgang (1½k) og derefter sætte farten ned og vente på han lappede mig igen, hvorefter mønstret skulle gentage sig. Og det fungede fornemt.

Yiannis lod ikke til at have noget imod at have fået følgeskab. Først fik han en spandfuld fan snak. Han brød sig ikke om at blive kaldt en gud, men guru gik fint.
Faktisk var der kun en, som Yiannis kaldte sin discipel og det er indiske Arun Bhardwaj. Arun har endda opkaldt et af sine børn efter Yiannis. Sjovt nok var Arun her i landet og løbe Jesper WR's 6 dagesløb i 2003. Det var en ugen op til at jeg skulle debutere i 24H. Så der var Arun min guide klar med et læs af mentale tricks, som jeg nød godt af.
Og nu var jeg så her med mesteren af dem alle. Jeg havde bestemt ikke noget imod at blive en dansk discipel.

Løbestil
Første ting jeg skulle høre om var hvad Yiannis havde at sige om sin løbestil - om den var specielt økonomisk. Han mente ikke at hans løbestil er økonomisk. Min så ikke mindre økonomisk ud.
Men der kunne jeg ikke lade være med at tænke at måske fordi at Yiannis naturligt løber på den måde som han gør, så er det ikke noget han skal koncentrere sig om og derfor heller ikke noget han tillægger særlig vægt.
Lad mig lige beskrive hans løbestil:

- Han pumper rigtig meget med armene. Hvert armsving når stort set helt op til hagen.
- Ryggen er total rank, lodret og brystet er skudt frem.
- Der er stort set ingen spring fase (altså som i løb), hvilket også medfører at der ikke kommer noget hoppen op og ned - al kraft går fremad.
- Kadencen er meget høj, hvilket også vil sige at skridtlængden ikke er særlig stor.
Se det her: http://www.youtube.com/watch?v=BfRyh_zq5V8

Efter 7 timer kunne jeg mærke noget syre starte i læggene. Jeg prøvede da at bruge hans markante pumpen med armene. Der var to tydelige efekter:
- syren i læggene blev delvist fortrængt.
- jeg kunne mærke at der kom ilt længere ud i lemmerne.
Men det var på bekostning af den anstrengelse det kostede at pumpe. Det er en stor belastning over længere tid, som Yiannis formår at blive ved med.

Per K. Pedersen fortjener sørme også en længere paragraf her, men det bliver nu bare en kort. Per er verdenselite gænger. Han kalder sin gangstil for Paris-Roubaix stilen, hvilket henviser til et 72H langt løb, han har deltaget i. Læs i øvrigt mere om ham i Karen Marie Brøggers bog http://www.borgen.dk/group.asp?group=54 . Karen underholder til UG bl.a. om hvordan piger, som hende har mere rygrad end de sejeste mænd. Og man kan ikke give hende andet end ret.
Per's gåstil har til fælles med Kouros at der er store armsving. Det er dog næsten med strakte arme. Benene går med lange strakte skridt.

 
Billedet er fra søndag hvor han har gået i mere end 40 timer uden søvn!

Puls
I modsætning til løbestil mener Yiannis, at det bl.a. er pulsen, der betyder noget. Så sammenlignede vi puls. Min lå på 150 bpm i hans tempo. (da jeg kom over i fedtforbrænding faldt den til 141). Yiannis løb ikke med pulsmåler, men han mente hans puls var omkring 120! Ikke underligt at han kunne sprinte afsted i timevis.
Senere testede jeg så min puls med Brian Larsen, som må være en af de danskere med bedst puls. I Brians tempo var min puls 139 og Brians puls var 130. Ikke underligt at Yiannis kan udholde langt mere end os andre med sådan en puls.
Jeg fik kun bekræftet at jeg stadig manglede en del grundkondition for at kunne lave gode resultater. Yiannis mente at det var hans rigtig mange år som løber, der havde givet ham den kondition.
Mon ikke det i stedet er en bunke hårdt arbejde?
På vejen hjem talte jeg om puls med Jesper WR. Da han løb WR1, faldt hans arbejdspuls til langt under 100, så vidt jeg husker, men samtidig steg hans hvilepuls.
Med den lave arbejdspuls havde Jesper heller ikke besvær med at vinde 6D i Colac 2004. Men der var stadig langt op til de 1000k.
Da jeg løb 100k i 8:11 i 2005 havde min puls været 154 (0-50k), 140 (55-90k), 130 (90-100k). Også her var pulsen faldet med ca. 10 slag efter fedtforbrændingszonen.
Måske skulle jeg prøve med udgang på 135/125 ved næste 24H?
Men helt så firkantet kan man heller ikke gøre det, da det også afhænger af konditionen om hvor længe man kan løbe med en given puls.

Mælkesyre
Ikke underligt var det mentale det, som Yiannis lagde højeste vægt. Og det undrer nok ikke nogle ultraløbere.
Ikke fordi jeg havde regnet med andet men jeg skulle lige have det bekræftet. Hvad var Yiannis's måde at bekæmpe mælkesyren på? Ja, det skulle bare gøres mentalt. Puh-ha. Det skal man vist sætte sig op til inden løbet starter. Og hvor længe kan man så holde det ud - altså i fortsat løb?
Tænker jeg tilbage på mine ultraer er det været svært at se et mønster. I mine føste 3 24H lagde jeg hårdt ud og rundede 100k i 8:40. Der var fremgang fra løb til løb og i det 3. løb (Brno) var det først ude ved 22. time at jeg måtte helt ned og gå pga syre. Dog skal det siges at allerede fra 12H var løbet en kamp.
Siden har udgangstempoet været væsentligt lavere. Syren er stadig kommet inden de 12H og jeg har ikke kæmpet imod den særligt længe.

Ser man på et 6D løb, så har jeg opfattelsen af at der på dag 1 og 2 opbygges smerte. På dag 3 og frem har man forliget sig med smerten.
Og hvad kan vi så skrue på?
- udgangpulsen kan skrues ned ved lavere tempo for at syren kommer langsommere
- løbestilen kan bruges til at nedbryde syren
- gang kan lægges ind til at nedbryde syren
- man kan nøjes med at gå når syren har sat sig og måske endda powernappe sig den væk
På denne måde kommer man langsomt hen mod at blive forliget med smerten.
Men hvad nu hvis man gerne vil hurtigt hen mod at blive forliget med smerten? Kan man så bare gøre det modsatte? Og hvor vindes der noget ved det?
Jeg talte med Jesper WR om dette på vejen hjem.
Han kunne se at på op til 48H, så er Kourus et eksempel på at den hårde linie fungerer, men på 6D og op, så er Schwerk et eksempel på at den bløde linie funger bedst (når man nu forsøger at generalisere). Læg også mærke til at Lars Christoffersen faktisk kom lidt længere en Yiannis på døgn 2. Måske er der en fantastisk 6D racer i Lars?

Jeg tror at taktikken i mit næste løb skal være lav puls, fokus på løbestil og kæmpe, når syren er kommet. To powernaps af 15 min og masser af koffein. Søvn er nok min svageste side. Jeg skal huske at løbe uden såler (mere om det senere). Måske endda lette cross sko - Holte er uden asfalt. I hvert fald vil en test af lavhælede sko være fint.

Kost
Jeg spurgte ikke om kost, for det havde jeg læst om her: http://www.coolrunning.com.au/forums/index.php?showtopic=6219&view=findpost&p=78723

Citat Rudolf:
Kouros is more 48H or so runner, his eating drinking and not sleeping strategy makes him really excellent, but after that it is real strugle. The first 2-3 days food is based on sports drinks, suggary drinks, and small pieces of fresh and dried fruit, and frequent suggary bites, which could be put under the table "greek sweets".
Regular minerls and vitamin tablets, omega3 - fish oil tablets, but the amount of them is very low, basicaly the same any nonactive person takes every day.
Kouros refuses "normal food" till he basicaly colaps and than is only wiiling to accept any suggestions or give in to any pressure, and take
some solid foods, like scrambed eggs, mashed potato, rice, pasta salads, chicken or so, but only small portions, basicaly eating less than
small kid running away from the dinner table.

Søvn
Fra samme tråd får man også en lektion i at sove:

Citat Rudolf:
Kouros sleeping (lack of).
Yes it was 30 min a day.
I did not have writen records of it, so perhaps some day it was 2x times, perhaps there was a day with no sleep at all.
30 min sleep means 40-60 min of the track, I think 2x it was 90-120 min of the track.
Kouros was 2-3 times in the motel.
He had motel room about 150m from the oposite corner of the track. One of his greek crew member would pack the car in the hour before,
we would buy 1-2 bags of ice, car would go to the motel. Kouros would run of the track across the road, forcing the trafic to stop, and run straight to the room, taking of the shoes and clothes, hit the shower, dress fully up for the next run, put extra clothes on, stick the feet into bucket of ice-cold water, we would hold ice cubes on his knees and shin bones. During that time he would eat mixture of food (avocado, yoghurt, cheese, salty chips, sweets - basicaly like a wild kids party), there is also some stretching going on. He would also eat lying down with the feet up on the wall, making the eating and swallowing really interesting experience.
Than it is sleep time - the crew would start the time watch and leave the room (or caravan)
exactly 30:00 crew would wake him up.
Some stretching food, putting the shoes and start walking.
From the motel he had lift back in the car to the same corner and the spot he left the track.

Der var også nogle ting jeg selv lagde mærke til. Fx Ved at følge Yiannis i en højere fart.
Der var en bemærkelsesmæssig effekt ved at sætte farten op midlertidigt i et ultraløb. For det første kommer fødderne ud af deres monotone rytme og bliver motionere. Det kan skyldes en anden løbestil eller simpelt hen at der kommer mere omløb i kroppen. For det andet, så føles det let at løbe den nedsatte fart efterfølgende. Normalt bruger ultraløbere gang i deres temposkift, men måske var dette, det modsatte, også en god idé at lægge ind i sin løbestrategi? Man kunne gøre begge dele. Det gjorde Anders Thunberg.

Efter 7 timer var mine fødder allerede på vej til at komme over i den sovende tilstand, som jeg brugte rigtig mange timer på at komme ud af i "Nordsjælland rundt". Denne gang tænkte jeg at der måtte nogle drastiske midler i brug. Yiannis var ikke til nogen hjælp. Det var tilbage til at det var mentalt. I stedet fandt jeg på at løbe et par omgange uden sko på. Det havde to formål: At nedkøle fødderne og at give dem massage. Det fungerede helt perfekt. De var så gode som nye bagefter. Senere talte jeg med Richard Sørensen om fænomenet. Han kendte det godt og kaldte det for mørbankede fødder, så vidt jeg husker. Jesper WR talte jeg med om det på vejen hjem. Han havde endda et extra tip: At tage alle såler ud af skoen så der var så lidt dæmpning i som muligt. Bertil Palmquist rendte rundt i nogle meget fladbundede sko. Formedenligt af samme grund.
Jeg ladge også mærke til at ved at løbe uden sko, så forsvandt den højhælede effekt, som man får med almindelige løbesko - de har alle en hældning forover. Ved at de høje hæle forsvandt blev der mindrer pres på læggene.
Meget tyder på at man skal gøre som bertil og bare løbe rundt i nogle strandsko eller hvad det nu var for nogle sko han brugte.

Lige før midnat var det slut for mit vedkommende. Syren var uigenkaldeligt kommet. Jeg var ikke indstillet på at kæmpe mig løbende igennem den, så jeg ville i stedet gå og se hvor få og korte powernaps jeg kunne nøjes med. OK bare kald mig kylling, og skidt med det. Jeg havde allerede fået fuld valuta af dette løb ved at møde og tale med Yiannis.
Efter et powernap kl 15:00 vågnede jeg op og havde fået klemt en sene i foden. Jeg gik et par runder og det så ud til at blive værrer. Det virkede som om det ville kunne udvikle sig til en kelelig seneskade, så jeg udgik. Jeg fik noget mere søvn, gik i bad, pakkede sammen og så tænkte jeg på om foden skulle have fået det bedre og jo, jeg måtte ud og prøvegå et par runder igen. Det gik fint nu. Foden blev bare bedre. Så jeg var tilbage i racet og kl var 19.

Support i de lange timer
Først kl. 06 blev mine ben løbbare igen.
Yiannis var nu vældig mærket af syre selv. Da jeg fangede ham var han nede at gå en hurtig gang. Jeg tænkte på at Vlastik havde hjulpet Yiannis med hans 6D WR:

Citat Rudolf:
The runner of the race is Vlastik Skvaril.
....he could not do 6 days WR in age category (the lost km in days 3-4), so he commited himself fully to Kouros records, and was running with him at the pace Kouros was capable of at any stage, going to sleep last night only when Kouros

hit the caravan and strictly requesting, that the referees would wake him up, as soon as Kourous is back on the track (trail haha).
Vlastik would often run with bottles for Kouros,
holding food, stopping to talk to me, to slowly explain what Kouros want or need, or to do with me the pace calculations etc, listening to my calculations and instructions for Kouros, than sprinting, catching up with Kouros and

explaining during the lap...(the area for crew - runner contact is restricted).
It was realy similar to TdF situation, when the leader of the team has riders heplers.

Nu var det min tur til at holde Yiannis's humør oppe. Min plan var bare at være der ved hans side, så tiden ikke føltes så lang. Jeg var desværre ikke en god entertainer, så jeg valgte bare at holde min kæft og bare være der. Så kunne han selv sige til hvis han ville noget.

Med 40 minutter igen tog han nogle solbriller på. Nu var det vel tid til at han skulle være stjerne. Jeg ville ikke være i vejen for det, så jeg spurgte til om han helst ville have at jeg skulle holde mig væk eller hvad. Det kom der ikke noget klart svar på, så jeg lod ham klare det sidste selv.
Han nåede en ny aldersklasse WR på 433km!
Han ser da også godt fornøjet ud her:

Mødet med Yiannis gør at jeg nu kan se hans resultater som mulige (altså ikke lige for mig), men jeg kan nu se at det er muligt og jeg kunne se hvordan det blev gjort. Tidligere har hans løb i mine tanker været uforklarlige. At se ham løbe et helt 48H fik tingene til at falde på plads. Dem, der kun så de sidste 24H fik ikke det fulde billdede med hjem. For F... hvor var det stort både at se ham løbe og tale med ham.
Også svenske Anders Thunberg greb chancen og løb med ham nogle omgange. En svensk discipel blev han vist til. Han var i hvert fald også begejstret. Og Anders fik et fantastisk 24H ud af det halve 48H. Han havde både lagt gang ind men også øgning, når han løb med Yiannis.

Mit eget løb - øh gang
Kun fordi mine ben blev løbbare igen, kom jeg længere end "Nordsjælland rundt (225k)". Denne gang blev det til 253k. Ikke noget at tale om. Man kan jo gå længere... Det gjorde Per K. Pedersen, der nåede ud på 332k. Dette må så være det mål jeg skal nå næste gang.
Efter løbet fortalte Michael Nielsen at han havde kæmpet de sidste mange timer for at komme længere end jeg. Det kom han også: 263k. Tillykke med det Michael. Det morer mig at jeg var blevet brugt som uvidende konkurrent for at andre præsterede lidt bedre. Men vi har vel vores imaginære konkurrenter.

Med dette løb blev jeg i hvert fald tændt på ultra igen. Næste løb er 24H i Holte, hvor jeg ser at Lars Christoffersen også har meldt sin ankomst. Hvis nu jeg kunne lægge blødt ud og forsinke syren og hvis jeg kunne løbe med syren og hvis jeg kunne skippe søvnen, så kunne jeg komme lidt tæt på ham. Det ville være sjovt.

Men søvn blev ikke den store success i de 48H. Samlet blev det til:
- 04:00 - 04:30: ½
- 14:30 - 15:00: ½     dette nap gav skade!
- 17:30 - 19:00: 1½   da jeg var udgået. dette er et gæt.
- 02:00 - 02:15: 1/4
- 04:00 - 04:14: 1/4
- 04:45 - 05:45: 1      dette er også et gæt. Jeg fik ikke timet dette nap
Ialt:        ca. 4 timer
Jeg drak 3 Red Bull. Måske skal man holde sig fra dem på 48H, for den søvn, der fortrænges på første døgn kommer bare meget hårdere tilbage på 2. og/eller senere døgn.
Det var lettere ikke at sove under Nordsjælland rundt, for der var stoppene bænke på rastepladser. De signalerer mere "dette er bare et kort midlertidigt stop". Kim har også varmt anbefalet Spartathlon, som jo er point-to-point. Måske en dag...
Der var to der slet ikke sov. Det var Per K. Pedersen og Eiolf Eivindsen. Seje fyre.
Kouros fik sig to powernaps, fortalte Kim.

Og endelig skal lyde en kæmpe tak til Kim & Co. Det var år(ti)ets oplevelse.

Fotos:
http://planetultramarathon.ning.com/photo/album/show?id=2111045%3AAlbum%3A441
http://ultramarathon.dk/php-files/photogallery.php?album_id=12
http://www.tejnif.dk/index.php?option=com_phocagallery&view=category&id=10&Itemid=101
http://www.sportsfotobornholm.dk/galleries/loeb/48_timerslobet/
http://www.sportsfotobornholm.dk/galleries/loeb/48_timer_fredag_kje/
http://www.sportsfotobornholm.dk/galleries/loeb/48_timer_loerdag_kje/
http://www.sportsfotobornholm.dk/galleries/loeb/48_timer_soendag_kje/
 
The press: http://ultramarathon.dk/php-files/news.php?readmore=41
Results: http://www.tejnif.dk/1211793556_Resultatliste,%2025.05.2008.xls
Final results: http://www.tejnif.dk/1211793702_Resultatliste,%206-24-48.%2025.05.2008.xls