Løbsdag: Fredag d. 23 maj 2008 kl. 12:00

Tilmelding

En kollega (sorhol) sendte mig et mail om at Yiannis ville komme til 48H på Bornholm http://ultramarathon.dk. Yiannis havde lige meldt sig til.
Jeg fik mailet om mandagen og løbet startede om fredagen.

Jeg ringede til Kim Rasmussen for at ønske tillykke med scoopet. Vi var begge oppe at køre. Det var simpelthen for vildt. Der var stadig plads i løbet, men jeg regnede nu ikke med at jeg ville få mulighed for at troppe op.

Jeg var nu bombaderet af tanker. Først drejede det sig om at jeg måtte se om jeg kunne finde en måde at komme over og møde ham, min store helt.
Jeg havde tidligere - måske et par måndeder for inden kikket på hvad der skulle til at komme over og være med i 24H løbet. Resultatet blev at med familien installeret på Hotel og med bil med over ville det blive en meget dyr affære, så den blev droppet dengang.

Nu tog jeg det så op igen. Måske skulle jeg se hvad en version på camping og uden bil kostede.
Det blev dog ikke aktuelt, for min kone havde ikke tid til at tage med, så jeg fik direkte lov til at tage afsted alene.
Wow - men hvad nu? Hvad skulle jeg egentligt derovre?

I flere timer ping-pongede jeg med mig selv:
- Det ville være galemathias at stille op i 48H, da jeg efter 1½ års pause fra løb først i januar var begyndt at træne (mod Cph mar) med 60-70k om ugen.
- Min hvilepuls havde tidligere ligget nede omkring 37, men var nu på de gode dage nede på 45, men oftere på 55.
- I Cph mar syrede jeg til allerede ved 34k. I gamle dage skulle der mere end et mar til at få syre i benene. Tiden blev 3:09.
Jeg skulle nok helt tilbage til 2002 siden min form var så dårlig som nu. Jeg var ikke engang under 39 min på en 10k.
Så med en ultra ville jeg have syre i benene i en uendelig tid.
Jeg husker ikke hvordan det kom til at give mening. Det har nok været noget med "Once in a lifetime". I hvertfald tilmeldte jeg mig 48H.

Efterfølgende så jeg at Kim havde sendt mig mail om at Yiannis manglede en extra hjælper til når hans medbragte hjælper sov. Om jeg ville have den tjans mod at jeg så kunne løbe med uden beregning i resten af tiden.
Jamen sikke dog en situation. At kunne vælge mellem to goder. Jeg kunne helt slippe for mine bekymringer om at løbe ultra forholdsvist utrænet.
Alligevel var valget ikke åbentlyst.
Her er hvad jeg skrev tilbage til Kim:

Meget taler for - for jeg er ikke i form til 48H, jeg har en ankelskade og der kunne være de fedeste fiduser at hente og ikke mindst kunne jeg tjene guden og lære ham lidt at kende.
 
På den anden side så er jeg blevet sulten igen og dette bliver et løb jeg vil fortælle mine børnebørn om - om dengang jeg bekæmpede de samme dæmoner side om side med guden - og vores egne danske helte, der kommer til at gøre det godt.

Det er stort. Jeg takker desværre nej.

Det kom jeg sandelig ikke til at fortryde.

Udstyr og forberedelse

Man bruger sørme lang tid på at tænke over hvad man vil have med, selv med en færdig checkliste.
I kan se mit blå strandtelt her:

Tip: Vend teltet hen mod en gadelampe.
Nederst fra venstre:
- Kurv med kølespay, varmecreme, vanter, pandebånd etc. (sjældent anvendt eller store ting)
- Kuffert med tøj: masser af forskelligt løbetøj. Der var også et fleece sæt, som blev rart at have på.
- En holder/bælte til ½l flaster ligger foran kufferten.
- Extra løbesko.
- Liggeunderlag. Jeg havde ikke sovepose med. Så fristes man bare til at ligge for længe. I stedet havde jeg en tynd jakke, jeg lagde over mig, når det var powernap tid.
Underlaget blev bare rullet ud på jorden, så jeg lå kun med hovedet inde i strandteltet.
På bordet:
- Kurv med plaster, piller, æggeur, pandelampe, tusser etc (ofte anvendt eller små ting)
- Diverse drikke og ædelse. Der var ikke rigtig brug for det, da udvalget i hoveddepotet var tilstrækkeligt. Stor ros til Kim og Co. Det var fin kost vi fik.

Jeg ankom med båden 2½ time før start. Omklædning foregik på færgen.
Der var tre punkter på programet inden start:
- Æde. Dette var en del af min strategi. Med maven i gang med at fordøje ville udgangstempoet automatisk blive holdt lavere. Uhm. En Shavarma gjorde godt. Fandt en biks inde i Rønne. Marius guidede mig på vej.
- Sætte depot op.
- Smøre vaseline på diverese steder, som ellers ville få skagsår, zinksalve mod solen, plaster på vabler, der ikke var helet efter cph mar.
Tiden passede perfekt. Jeg havde endnu ikke set Yiannis, men så måtte det jo vente til efter starten, som pludselig gik.

Løbet og Yiannis

Mine forventninger til løbet var ikke store med begrænset træning. Men jeg regnede da med at det skulle blive bedre end sidste gang, da jeg med babyjogger løb nordsjælland rundt for et par år siden. Dengang blev det bare til 225km.
Fokus var: At komme til at tale med Yiannis og se om jeg kunne få hevet nogle tricks hjem. Men hvordan?
Svaret kom ganske kort efter start. Yiannis startede ud som skudt ud af en kanon og ikke lang tid efter lappede han mig første gang. Jeg satte tempoet op til hans og kort efter havde fået lavet en ny strategi. Jeg ville følges med ham en omgang (1½k) og derefter sætte farten ned og vente på han lappede mig igen, hvorefter mønstret skulle gentage sig. Og det fungede fornemt.

Yiannis lod ikke til at have noget imod at have fået følgeskab. Først fik han en spandfuld fan snak. Han brød sig ikke om at blive kaldt en gud, men guru gik fint.
Faktisk var der kun en, som Yiannis kaldte sin discipel og det er indiske Arun Bhardwaj. Arun har endda opkaldt et af sine børn efter Yiannis. Sjovt nok var Arun her i landet og løbe Jesper WR's 6 dagesløb i 2003. Det var en ugen op til at jeg skulle debutere i 24H. Så der var Arun min guide klar med et læs af mentale tricks, som jeg nød godt af.
Og nu var jeg så her med mesteren af dem alle. Jeg havde bestemt ikke noget imod at blive en dansk discipel.

Løbestil
Første ting jeg skulle høre om var hvad Yiannis havde at sige om sin løbestil - om den var specielt økonomisk. Han mente ikke at hans løbestil er økonomisk. Min så ikke mindre økonomisk ud.
Men der kunne jeg ikke lade være med at tænke at måske fordi at Yiannis naturligt løber på den måde som han gør, så er det ikke noget han skal koncentrere sig om og derfor heller ikke noget han tillægger særlig vægt.
Lad mig lige beskrive hans løbestil:

- Han pumper rigtig meget med armene. Hvert armsving når stort set helt op til hagen.
- Ryggen er total rank, lodret og brystet er skudt frem.
- Der er stort set ingen spring fase (altså som i løb), hvilket også medfører at der ikke kommer noget hoppen op og ned - al kraft går fremad.
- Kadencen er meget høj, hvilket også vil sige at skridtlængden ikke er særlig stor.
Se det her: http://www.youtube.com/watch?v=BfRyh_zq5V8

Efter 7 timer kunne jeg mærke noget syre starte i læggene. Jeg prøvede da at bruge hans markante pumpen med armene. Der var to tydelige efekter:
- syren i læggene blev delvist fortrængt.
- jeg kunne mærke at der kom ilt længere ud i lemmerne.
Men det var på bekostning af den anstrengelse det kostede at pumpe. Det er en stor belastning over længere tid, som Yiannis formår at blive ved med.

Per K. Pedersen fortjener sørme også en længere paragraf her, men det bliver nu bare en kort. Per er verdenselite gænger. Han kalder sin gangstil for Paris-Roubaix stilen, hvilket henviser til et 72H langt løb, han har deltaget i. Læs i øvrigt mere om ham i Karen Marie Brøggers bog http://www.borgen.dk/group.asp?group=54 . Karen underholder til UG bl.a. om hvordan piger, som hende har mere rygrad end de sejeste mænd. Og man kan ikke give hende andet end ret.
Per's gåstil har til fælles med Kouros at der er store armsving. Det er dog næsten med strakte arme. Benene går med lange strakte skridt.

 
Billedet er fra søndag hvor han har gået i mere end 40 timer uden søvn!

Puls
I modsætning til løbestil mener Yiannis, at det bl.a. er pulsen, der betyder noget. Så sammenlignede vi puls. Min lå på 150 bpm i hans tempo. (da jeg kom over i fedtforbrænding faldt den til 141). Yiannis løb ikke med pulsmåler, men han mente hans puls var omkring 120! Ikke underligt at han kunne sprinte afsted i timevis.
Senere testede jeg så min puls med Brian Larsen, som må være en af de danskere med bedst puls. I Brians tempo var min puls 139 og Brians puls var 130. Ikke underligt at Yiannis kan udholde langt mere end os andre med sådan en puls.
Jeg fik kun bekræftet at jeg stadig manglede en del grundkondition for at kunne lave gode resultater. Yiannis mente at det var hans rigtig mange år som løber, der havde givet ham den kondition.
Mon ikke det i stedet er en bunke hårdt arbejde?
På vejen hjem talte jeg om puls med Jesper WR. Da han løb WR1, faldt hans arbejdspuls til langt under 100, så vidt jeg husker, men samtidig steg hans hvilepuls.
Med den lave arbejdspuls havde Jesper heller ikke besvær med at vinde 6D i Colac 2004. Men der var stadig langt op til de 1000k.
Da jeg løb 100k i 8:11 i 2005 havde min puls været 154 (0-50k), 140 (55-90k), 130 (90-100k). Også her var pulsen faldet med ca. 10 slag efter fedtforbrændingszonen.
Måske skulle jeg prøve med udgang på 135/125 ved næste 24H?
Men helt så firkantet kan man heller ikke gøre det, da det også afhænger af konditionen om hvor længe man kan løbe med en given puls.

Mælkesyre
Ikke underligt var det mentale det, som Yiannis lagde højeste vægt. Og det undrer nok ikke nogle ultraløbere.
Ikke fordi jeg havde regnet med andet men jeg skulle lige have det bekræftet. Hvad var Yiannis's måde at bekæmpe mælkesyren på? Ja, det skulle bare gøres mentalt. Puh-ha. Det skal man vist sætte sig op til inden løbet starter. Og hvor længe kan man så holde det ud - altså i fortsat løb?
Tænker jeg tilbage på mine ultraer er det været svært at se et mønster. I mine føste 3 24H lagde jeg hårdt ud og rundede 100k i 8:40. Der var fremgang fra løb til løb og i det 3. løb (Brno) var det først ude ved 22. time at jeg måtte helt ned og gå pga syre. Dog skal det siges at allerede fra 12H var løbet en kamp.
Siden har udgangstempoet været væsentligt lavere. Syren er stadig kommet inden de 12H og jeg har ikke kæmpet imod den særligt længe.

Ser man på et 6D løb, så har jeg opfattelsen af at der på dag 1 og 2 opbygges smerte. På dag 3 og frem har man forliget sig med smerten.
Og hvad kan vi så skrue på?
- udgangpulsen kan skrues ned ved lavere tempo for at syren kommer langsommere
- løbestilen kan bruges til at nedbryde syren
- gang kan lægges ind til at nedbryde syren
- man kan nøjes med at gå når syren har sat sig og måske endda powernappe sig den væk
På denne måde kommer man langsomt hen mod at blive forliget med smerten.
Men hvad nu hvis man gerne vil hurtigt hen mod at blive forliget med smerten? Kan man så bare gøre det modsatte? Og hvor vindes der noget ved det?
Jeg talte med Jesper WR om dette på vejen hjem.
Han kunne se at på op til 48H, så er Kourus et eksempel på at den hårde linie fungerer, men på 6D og op, så er Schwerk et eksempel på at den bløde linie funger bedst (når man nu forsøger at generalisere). Læg også mærke til at Lars Christoffersen faktisk kom lidt længere en Yiannis på døgn 2. Måske er der en fantastisk 6D racer i Lars?

Jeg tror at taktikken i mit næste løb skal være lav puls, fokus på løbestil og kæmpe, når syren er kommet. To powernaps af 15 min og masser af koffein. Søvn er nok min svageste side. Jeg skal huske at løbe uden såler (mere om det senere). Måske endda lette cross sko - Holte er uden asfalt. I hvert fald vil en test af lavhælede sko være fint.

Kost
Jeg spurgte ikke om kost, for det havde jeg læst om her: http://www.coolrunning.com.au/forums/index.php?showtopic=6219&view=findpost&p=78723

Citat Rudolf:
Kouros is more 48H or so runner, his eating drinking and not sleeping strategy makes him really excellent, but after that it is real strugle. The first 2-3 days food is based on sports drinks, suggary drinks, and small pieces of fresh and dried fruit, and frequent suggary bites, which could be put under the table "greek sweets".
Regular minerls and vitamin tablets, omega3 - fish oil tablets, but the amount of them is very low, basicaly the same any nonactive person takes every day.
Kouros refuses "normal food" till he basicaly colaps and than is only wiiling to accept any suggestions or give in to any pressure, and take
some solid foods, like scrambed eggs, mashed potato, rice, pasta salads, chicken or so, but only small portions, basicaly eating less than
small kid running away from the dinner table.

Søvn
Fra samme tråd får man også en lektion i at sove:

Citat Rudolf:
Kouros sleeping (lack of).
Yes it was 30 min a day.
I did not have writen records of it, so perhaps some day it was 2x times, perhaps there was a day with no sleep at all.
30 min sleep means 40-60 min of the track, I think 2x it was 90-120 min of the track.
Kouros was 2-3 times in the motel.
He had motel room about 150m from the oposite corner of the track. One of his greek crew member would pack the car in the hour before,
we would buy 1-2 bags of ice, car would go to the motel. Kouros would run of the track across the road, forcing the trafic to stop, and run straight to the room, taking of the shoes and clothes, hit the shower, dress fully up for the next run, put extra clothes on, stick the feet into bucket of ice-cold water, we would hold ice cubes on his knees and shin bones. During that time he would eat mixture of food (avocado, yoghurt, cheese, salty chips, sweets - basicaly like a wild kids party), there is also some stretching going on. He would also eat lying down with the feet up on the wall, making the eating and swallowing really interesting experience.
Than it is sleep time - the crew would start the time watch and leave the room (or caravan)
exactly 30:00 crew would wake him up.
Some stretching food, putting the shoes and start walking.
From the motel he had lift back in the car to the same corner and the spot he left the track.

Der var også nogle ting jeg selv lagde mærke til. Fx Ved at følge Yiannis i en højere fart.
Der var en bemærkelsesmæssig effekt ved at sætte farten op midlertidigt i et ultraløb. For det første kommer fødderne ud af deres monotone rytme og bliver motionere. Det kan skyldes en anden løbestil eller simpelt hen at der kommer mere omløb i kroppen. For det andet, så føles det let at løbe den nedsatte fart efterfølgende. Normalt bruger ultraløbere gang i deres temposkift, men måske var dette, det modsatte, også en god idé at lægge ind i sin løbestrategi? Man kunne gøre begge dele. Det gjorde Anders Thunberg.

Efter 7 timer var mine fødder allerede på vej til at komme over i den sovende tilstand, som jeg brugte rigtig mange timer på at komme ud af i "Nordsjælland rundt". Denne gang tænkte jeg at der måtte nogle drastiske midler i brug. Yiannis var ikke til nogen hjælp. Det var tilbage til at det var mentalt. I stedet fandt jeg på at løbe et par omgange uden sko på. Det havde to formål: At nedkøle fødderne og at give dem massage. Det fungerede helt perfekt. De var så gode som nye bagefter. Senere talte jeg med Richard Sørensen om fænomenet. Han kendte det godt og kaldte det for mørbankede fødder, så vidt jeg husker. Jesper WR talte jeg med om det på vejen hjem. Han havde endda et extra tip: At tage alle såler ud af skoen så der var så lidt dæmpning i som muligt. Bertil Palmquist rendte rundt i nogle meget fladbundede sko. Formedenligt af samme grund.
Jeg ladge også mærke til at ved at løbe uden sko, så forsvandt den højhælede effekt, som man får med almindelige løbesko - de har alle en hældning forover. Ved at de høje hæle forsvandt blev der mindrer pres på læggene.
Meget tyder på at man skal gøre som bertil og bare løbe rundt i nogle strandsko eller hvad det nu var for nogle sko han brugte.

Lige før midnat var det slut for mit vedkommende. Syren var uigenkaldeligt kommet. Jeg var ikke indstillet på at kæmpe mig løbende igennem den, så jeg ville i stedet gå og se hvor få og korte powernaps jeg kunne nøjes med. OK bare kald mig kylling, og skidt med det. Jeg havde allerede fået fuld valuta af dette løb ved at møde og tale med Yiannis.
Efter et powernap kl 15:00 vågnede jeg op og havde fået klemt en sene i foden. Jeg gik et par runder og det så ud til at blive værrer. Det virkede som om det ville kunne udvikle sig til en kelelig seneskade, så jeg udgik. Jeg fik noget mere søvn, gik i bad, pakkede sammen og så tænkte jeg på om foden skulle have fået det bedre og jo, jeg måtte ud og prøvegå et par runder igen. Det gik fint nu. Foden blev bare bedre. Så jeg var tilbage i racet og kl var 19.

Support i de lange timer
Først kl. 06 blev mine ben løbbare igen.
Yiannis var nu vældig mærket af syre selv. Da jeg fangede ham var han nede at gå en hurtig gang. Jeg tænkte på at Vlastik havde hjulpet Yiannis med hans 6D WR:

Citat Rudolf:
The runner of the race is Vlastik Skvaril.
....he could not do 6 days WR in age category (the lost km in days 3-4), so he commited himself fully to Kouros records, and was running with him at the pace Kouros was capable of at any stage, going to sleep last night only when Kouros

hit the caravan and strictly requesting, that the referees would wake him up, as soon as Kourous is back on the track (trail haha).
Vlastik would often run with bottles for Kouros,
holding food, stopping to talk to me, to slowly explain what Kouros want or need, or to do with me the pace calculations etc, listening to my calculations and instructions for Kouros, than sprinting, catching up with Kouros and

explaining during the lap...(the area for crew - runner contact is restricted).
It was realy similar to TdF situation, when the leader of the team has riders heplers.

Nu var det min tur til at holde Yiannis's humør oppe. Min plan var bare at være der ved hans side, så tiden ikke føltes så lang. Jeg var desværre ikke en god entertainer, så jeg valgte bare at holde min kæft og bare være der. Så kunne han selv sige til hvis han ville noget.

Med 40 minutter igen tog han nogle solbriller på. Nu var det vel tid til at han skulle være stjerne. Jeg ville ikke være i vejen for det, så jeg spurgte til om han helst ville have at jeg skulle holde mig væk eller hvad. Det kom der ikke noget klart svar på, så jeg lod ham klare det sidste selv.
Han nåede en ny aldersklasse WR på 433km!
Han ser da også godt fornøjet ud her:

Mødet med Yiannis gør at jeg nu kan se hans resultater som mulige (altså ikke lige for mig), men jeg kan nu se at det er muligt og jeg kunne se hvordan det blev gjort. Tidligere har hans løb i mine tanker været uforklarlige. At se ham løbe et helt 48H fik tingene til at falde på plads. Dem, der kun så de sidste 24H fik ikke det fulde billdede med hjem. For F... hvor var det stort både at se ham løbe og tale med ham.
Også svenske Anders Thunberg greb chancen og løb med ham nogle omgange. En svensk discipel blev han vist til. Han var i hvert fald også begejstret. Og Anders fik et fantastisk 24H ud af det halve 48H. Han havde både lagt gang ind men også øgning, når han løb med Yiannis.

Mit eget løb - øh gang
Kun fordi mine ben blev løbbare igen, kom jeg længere end "Nordsjælland rundt (225k)". Denne gang blev det til 253k. Ikke noget at tale om. Man kan jo gå længere... Det gjorde Per K. Pedersen, der nåede ud på 332k. Dette må så være det mål jeg skal nå næste gang.
Efter løbet fortalte Michael Nielsen at han havde kæmpet de sidste mange timer for at komme længere end jeg. Det kom han også: 263k. Tillykke med det Michael. Det morer mig at jeg var blevet brugt som uvidende konkurrent for at andre præsterede lidt bedre. Men vi har vel vores imaginære konkurrenter.

Med dette løb blev jeg i hvert fald tændt på ultra igen. Næste løb er 24H i Holte, hvor jeg ser at Lars Christoffersen også har meldt sin ankomst. Hvis nu jeg kunne lægge blødt ud og forsinke syren og hvis jeg kunne løbe med syren og hvis jeg kunne skippe søvnen, så kunne jeg komme lidt tæt på ham. Det ville være sjovt.

Men søvn blev ikke den store success i de 48H. Samlet blev det til:
- 04:00 - 04:30: ½
- 14:30 - 15:00: ½     dette nap gav skade!
- 17:30 - 19:00: 1½   da jeg var udgået. dette er et gæt.
- 02:00 - 02:15: 1/4
- 04:00 - 04:14: 1/4
- 04:45 - 05:45: 1      dette er også et gæt. Jeg fik ikke timet dette nap
Ialt:        ca. 4 timer
Jeg drak 3 Red Bull. Måske skal man holde sig fra dem på 48H, for den søvn, der fortrænges på første døgn kommer bare meget hårdere tilbage på 2. og/eller senere døgn.
Det var lettere ikke at sove under Nordsjælland rundt, for der var stoppene bænke på rastepladser. De signalerer mere "dette er bare et kort midlertidigt stop". Kim har også varmt anbefalet Spartathlon, som jo er point-to-point. Måske en dag...
Der var to der slet ikke sov. Det var Per K. Pedersen og Eiolf Eivindsen. Seje fyre.
Kouros fik sig to powernaps, fortalte Kim.

Og endelig skal lyde en kæmpe tak til Kim & Co. Det var år(ti)ets oplevelse.

Fotos:
http://planetultramarathon.ning.com/photo/album/show?id=2111045%3AAlbum%3A441
http://ultramarathon.dk/php-files/photogallery.php?album_id=12
http://www.tejnif.dk/index.php?option=com_phocagallery&view=category&id=10&Itemid=101
http://www.sportsfotobornholm.dk/galleries/loeb/48_timerslobet/
http://www.sportsfotobornholm.dk/galleries/loeb/48_timer_fredag_kje/
http://www.sportsfotobornholm.dk/galleries/loeb/48_timer_loerdag_kje/
http://www.sportsfotobornholm.dk/galleries/loeb/48_timer_soendag_kje/
 
The press: http://ultramarathon.dk/php-files/news.php?readmore=41
Results: http://www.tejnif.dk/1211793556_Resultatliste,%2025.05.2008.xls
Final results: http://www.tejnif.dk/1211793702_Resultatliste,%206-24-48.%2025.05.2008.xls

Torsdag d. 13 til lørdag d. 15/7-2006

Jeg havde i nogle uger vidst at min kone og børn ville tage ca. 1 uge afsted på ferie, så jeg ville få chancen for at tage på en tour de Sjælland.

Jeg brugte dage på at finde ud af om jeg skulle købe en ny GPS, der kunne logge hele løbet eller om jeg bare skulle nøjes med det, der kunne være i min Forerunner 301'er. Det endte med at jeg løbte en ny Garmin GPS 60, der kunne logge 10.000 punkter og det kunne række til 500 km, hvis jeg konfigurerede apparatet til at logge for hver 50m. Den kostede kr. 2100,-.
GPS 60'eren kunne det, den skulle, men var svær at lære at kende. Jeg fik den kl. 11:30 tordag, hvor jeg drog afsted kl. 14, så det var om at få den lært ordentligt at kende hurtigt, så jeg ville få logget hele mit løb.
Der var tre funktioner, der virkede hver for sig, som burde have være bygget sammen for at være god til løb.
Der var et odometer, som med en rigtig god oversigtsskærm kunne fortælle hvor langt man var kommet, gennemsnitsfart, nuværende fart, tid, som man havde stået stille i og tid, man havde været igang i og diverse andre tal.
Der var en log som kunne logge op til 10.000 punkter og der var et stopur.
Odometret og loggen var igang så snart man tændte for dimsen. Dvs. for at starte dem på et vist tidspunkt skulle de resettes og de kunne ikke startes på samme tid som stopuret. Jeg brugte kun loggen og odometret.

Jeg brugte også dage på at finde ud af om jeg skulle have en cykeltrailer, som kunne bruges som babyjogger eller en decideret babyjogger til transport. I sidste øjeblik blev det til en babyjogger med 16" hjul købt i den blå for kr. 300,-. Der var ikke flere originale babyjoggere til en OK pris, så det var spændende om kopien ville holde. Det gjorde den heldigvis.

Jeg havde ikke tid til at blende alt det flydende føde, som jeg havde lavet sidst, men jeg havde noget andet godt med bl.a.:
- 14 kogte æg
- en bakke minitomater
- tre agurker
- tre avokadoer
- peanuts
- chips
- saltstænger
- milk shake
- budding
- Cola
- vand
- 3 koldskål
- 3 icecoffee
- 3 red bull

Af tøj havde jeg
- 3 tshirs
- 2 langærmede tshirts
- 1 regnjakke
- 1 par shorts
- 1 par vindbreaker bukser
- underbukser og strømper

Det korte løb:
Det var strålende solskinsvejr, da starten gik kl. 14:00 fra Ringsted. Jeg havde ikke fået øvet løb med babyjogger. Jeg gætter på at den uden oppakning vejede under 10 kg og med oppakning ca. 25 kg. Det, der vejede mest var alt drikkelsen.
Der hvor babyen kunne have siddet var der plads til en medium sportstaske. På kalechen over var der plads til en lille taske på hjul af den slags som er så populære i fly, som kan åbnes som et skab. Den var noget tung i det, men den var utrolig praktisk, for jeg kunne have den åbnet mens jeg løb og have direkte adgang til køkkenet og medicinskabet. Når den var lukket havde jeg et skrivebord, så jeg kunne tage notater undervejs, mens jeg løb. Tasken var surret fast til håndtaget af babyjoggerne med gaffatape og den lå helt stabilt under hele turen. På taskens håndtag sad GPS'en via en bælteclips med underdelen hvilende på håndtaget af joggeren, så jeg let kunne skifte side fra odometret til kompas. Det fungede helt perfekt.
Jeg løb enten ved siden af med en hånd på håndtaget eller bagved. I begge tilfælde blev det til en let foroverbøjet løbestil.

Kl. 16:41 var jeg nået centrum af Roskilde og 28,1km. Stedet blev afmærket med et waypoint (WP) nr. 001. Jeg begyndte allerede at blive lidt afkræftet.
Kl. 17:26 løb jeg allerede tør for batteri. Det tog tre minutter at skifte her første gang. Jeg mærkede stedet med WP002. Distancen var 34,4km. Heldigvis fortsatte loggen og odometret uden at være resat. GPS'en burde kunne køre i 28 timer uden batteriskift, så jeg måtte se at få købt nogle bedre batterier.
Kl. 18:20:25 (4h20m) blev marathon passeret. Øj, det kostede åbenbart en del kræfter at løbe med babyjogger.
Kl. 18:30 - 43,6km - WP003 - Ølstykke. Ølstykke var et møjsted for cyklister. Jeg skulle have ramt hovedvej 211, men inden jeg nåede H211 blev jeg gennet ind på den slags cykelstier, som ikke følger hovedvejene. Ghettostier plejer jeg at kalde dem. De er et rent helvede, for man aner aldrig hvilken retning man bliver ledt hen ad. Det kom også til at gælde for Møjstykke. Jeg løb forkert to gange, men jeg løb på en tank og fik købt nogle batterier, der forhåbentligt ville holde længe.
Vejen til Frederikssund gik det meste af vejen ad en ghettosti, som førte mig ind til centrum af Frederikssund. Der ville jeg slet ikke have været inde, men der var ingen cykelsti eller ordentligt plads til babyjoggere på H211. Undervejs sprang en snor, der holdt et net under babyjoggersædet. Nettet var fyldt med 2l's og 1½l's dunke. Nå, men det blev det eneste uheld med babyjoggeren og jeg fandt et nyt sted at binde snoren på. Dette fix fungede nogenlunde og gav ingen yderligere problemer.
Kl. 19:51 - 54,3km - WP004 - Frederikssund.
Kl. 21:40 - 66,7km - WP006 - Batteriskift nr. 2. Denne gang fik jeg skiftet til de forhåbentligt gode batterier.

Syrede ben:
Ved ca. 70km var benene allerede syret til. Jeg kom ned og gå. Jeg havde på dette tidspunkt holdt pauser i ca. 36 minutter brugt til batteriskift, købe ind, reparation og fylde vand op. Se stop 1 - 8 på motionbased.
Jeg håbede at der ligesom i 24run ville gå måske max 7 timer inden benene blev løbbare igen.
Kl. 22:40 - 72,2km - WP007 - Frederiksværk. Nu var det blevet helt mørkt. Jeg gik uden lys med en kasket med en god stor skærm. Denne var meget anvendelig, når der kom modkørende biler. Så kunne man skygge for lyskeglen og undgå at blive blændet.
Natten var startet. Hvordan skulle det blive muligt at holde sig vågen i 3 døgn? Mit koffeindrik bestod af 3 icecoffee og 3 red bull. Jeg tænkte at red bull kunne forskyde søvnen med et døgn og måske 2 døgn. Så første nat ville jeg se om jeg kunne klare uden red bull. Næste nat skulle så klares med 1 red bull og sidste nat med 2 red bull.
Denne aften fik jeg bare en ½l icecoffee. Det gik også fint.
Kl. 01:31 - 85,3km - WP008 - Helsinge.
Kl. 04:36:58: 100km (14h36m). Nu havde jeg snart gået i 7 timer og håbede på snart at komme i løb.
Icecoffeen var dog ikke nok til at holde søvnen borte, så kl. 7:20 ved 110,5km tog jeg et powernap på en bænk på 13 minutter.
Kl. 08:21 - 115,9km - WP009 - Helsingør. Jeg havde nu holdt pauser i endnu ca. 36 minutter. Stop 9 - 15. Denne gang var det kun til hvile.

Sovende fødder:
Nu tog løbet endnu en drejning. Det begyndte at snurre i kødet under fødderne. Det havde jeg kun prøvet en gang før (i mit første 24h). Det føles som kødet er blevet banket med en kødhammer og trænger gevaldigt hvile og frisk blodomløb. Jeg holdt 27 pauser ind til Rådhuspladsen. I pauserne hvilede jeg fødderne og masserede dem. 2 Powernaps blev det også til. Ca. 2 timer og 13 minutters pause (stop 16 - 42). Medvindsmarathon blev løbet på ca. 12 timer. Wow.
Farten faldt fra gang med 5km/t til langsom gang, der inklusiv pauser bare gav mig 10 km på 3 timer.
Kl. 19:40 skiftede jeg batterier igen. Denne gang havde de holdt ca. 22 timer. Det var helt OK. Vigtigt var det at de holdt gennem natten, så man lod mærke til at batterierne var brugte, mens det var lyst.
Kl. 21:19 - 161,6km - WP011 - Rådhuspladsen. Da jeg var tæt på Kbh centrum blev jeg enormt Shavarma sulten og næsten henne ved Rådhuspladsen fandt jeg endelig en biks, der solgte dem. Himmelsk.
Det føltes lidt som om at jeg næsten var hjemme her midt i Kbh, for jeg var lige flyttet fra Hvidovre. Og til Ringsted pendler jeg hver dag, så det føles ikke som de ca. 70 km, det er.
Men min fart på 80km om dagen, så ville jeg være hjemme efter 21 timer. Det ville ca. blive til kl. 18 lørdag jeg ville være hjemme. Jeg havde efterhånden opgivet at benene ville komme i løb igen. Og Sjælland rundt kunne jeg også glemme alt om.
På dette tidspunkt opgav jeg også at være afsted i 3 døgn. Der ville alligevel ikke blive nogen distance at prale med. Nu ville jeg bare hjem. Det er ikke videre sjovt, når man snegler sig afsted. På vej ned langs Strandvejen nord for Kbh, var der millioner af cykelryttere, der havde tour de France fart på. Jeg havde sådan en lyst til at løbe, men kunne bare nøjes med at kigge på.

Den sidste restitution:
Anden nat var ved at begynde og jeg var på vej mod Køge. Jeg kvalte den første Red Bull. Det hjalp ikke nok. Der skulle powernappes. I Valby forsøgte jeg kl. 23;23 at få lukket øjnene og sætte et æggeur til nedtælling. Det blev dog ikke til et ordentligt hvil. Der var for meget by omkring. Næste forsøg blev kl. 02:29 i Brøndby Strand. Her gik det fint. Med 2 store  powernaps havde jeg siden Rådhuspladsen holdt 13 pauser på ca. 134 minutter.
Nu var det blevet morgen. Benene føltes uændrede indtil kl. ca. 08, hvor jeg kunne mærke at syren efterhånden var forsvundet, men der var stadig snurren i den højre fod. Der var to knuder, som jeg ikke kunne massere bort, trods utallige forsøg og hvil.
Klokken 09:10 ved 197 km kunne jeg igen gå normalt med 5-6 km/t. Da klokken nærmede sig 10 blev højre fod mere og mere løbbar. Jeg tænkte at på det sidste stykke fra Køge til Ringsted (25km) skulle der løbes. På den sidste strækning til Køge havde jeg dog alligevel holdt 13 pauser på ca. 61 minutter.

Løb igen:
Kl. 10:02 - 200,8km - WP012 - Køge. Jeg kom i løb igen. Jeg tænkte at jeg hellere måtte være varsom med benene denne gang, hvis de skulle holde sig løbende. Det var med tanke på hvis jeg skulle fortsætte i dagevis i løb. Kunne jeg så løbe på en måde, så benene ville holde? Planen blev:
- Op ad bakke skulle jeg gå og skubbe vognen.
- Lige ud skulle jeg give vognen et skub, så den kunne trille et lille stykke foran, hvorved jeg ville undgå at skulle have en akavet foroverbøjet løbestil.
- Ned ad bakke skulle jeg have en strop bundet i håndtaget af vognen, så jeg ligeledes som ligeud kunne løbe med ret ryg.
Det virkede fortrintligt. Eneste minus var at der var temmelig mange bakker og dermed langsom gang opad.
Dette var et problem jeg gerne ville være hjemme kl. 14, præcis 2 døgn efter afgang. Da jeg havde omkring 5km hjem tænkte jeg: "Hovsa - jeg når det ikke engang i løb." Men jeg forsøgte. Jeg kom da helt op i 13 km/t på de sidste meter ingen kl. 14:00, hvor jeg stoppede uret og satte WP013 ved 225,4km. Da var der bare 1½ km hjem.

Hjemme igen:
Halv success. Jeg var blevet multidagesløber og fik testet lidt mere om søvn.

Men der blev brugt alt for meget tid på pauser. Jeg var oppe på ca. 7 timers pause. Alt det, der skyldtes trætte ben, (på nær powernaps) burde barberes bort. Derudover var der indkøbs- og navigeringspauser, som man ikke behøver i et rigtigt 48h.
Det var tydeligt at de mange pauser kom, da fødderne begyndte at snurre/sove. Det var måske en koncekvens at lang tids gang, som vist gav hård hud over det meste af foden. Tilsyneladende opstår det ikke så ofte når man er i løb.
Jeg var sluppet igennem uden nye skader. Den skade på overfoden fra 24run, var der stadig, men den var hverken værre eller bedre og generede ikke. Jo, så var der også lige de sovende tæer, som stadig kan mærkes lidt her efter et par uger.

Jeg var mæt af løb. Ikke så jeg ikke kunne døje mere, men mæt på den måde at man ikke skal spise for meget.

Som af de seneste 24h løb ser det ud til at lektionen med syre er den samme: Der skal vist intervaltræning til at flytte syregrænsen tilbage til hvor den har været.
Jeg fik lært at løbe multidages med babyjogger til sidst. Det så da ud til at virke, men de sidste 25 km var ikke meget test.
Det så dog ud til at være lysende klart at fjende nr. 1 i et multidagesløb er syren (da den kan tage så lang tid om at forsvinde). Ergo skal alle sejl sættes på at undgå den og det må gerne være på bedste Jan Andersen stil med bakkegang og intervalgang. Det kunne meget vel også være fordi at det kun var 3 uger forinden at jeg sidst løb 24h, at syren kom så tidligt, så friske ben må være et absolut krav til multidages.
Kunne være meget interessant at se hvad Jan kan præstere i et multidages.
Jeg har tænkt på om man eventuelt kunne supplere løb og gang med gadedregehop. Jeg har netop drømt om at kunne skøjte igennem et multidages. Måske kan gadedrengehop karaktiseres som en mellemting mellem skøjte og løb. Intervalgang vil vel stadig være nødvendigt.

Mad fik jeg heller ikke testet ordentligt, for det var i løb det skulle testes. Det virkede nu som et hit at have agurker, æg og avokado og andet sundt mad med. Jeg tror jeg havde for lidt juice med.
Til en nat så det ud til at være nok med 2 1½l dunke og muligvis en extra, hvis man var i løb og havde brug for mere. Det var interessant, for drikke vejede mest og man skulle gerne skubbe på mindst muligt.

Jeg blev ikke klog på hvad der var smartest med søvn. Skulle man måske helt undgå Red Bull i et multidagesløb? På anden nat fungede det fint med lidt længere powernaps. Efter første nat var jeg temmelig kvæstet efter bare den IceCoffee. Øjnene forsøgte at lukke sig hele formiddagen. Måske ville det have været smart med en enkelt Red Bull første aften. Måske skulle jeg have haft et længere powernap første nat også.

Hvad nu?
Der bliver vist ikke mere ultra for mig i år. Sulten mangler nu. Jeg vil også gerne have noget interval her i andet halvår.

Sjovt nok ringede Caroline Aistrup tirsdag aften efter løbet. Hun var på vej fra Kbh til Odense i løb. Hun havde en cykeltaxi med til bagagen. Selvfølgelig fik hun selvskab. Det blev dog kun fra Ringsted til Sorø. Sjovt sammentræf at hun også havde fundet på at tage på langtur på denne måde. Måske er det ved at være en dille.

Så er jeg hjemme igen.
Løbet blev meget lærerrigt (med andre ord - jeg nåede ikke mit mål ).

Jeg skriver en beretning asap.

I får lige den korte:
Som i mine andre løb i år blev mine ben syret til alt-alt for tidligt. Denne gang allerede ved 70k. Nå men så skulle jeg jo bare gå indtil benene blev løb-bare igen. Dette tog den enorme tid af 36 timer, så det blev næsten ikke til noget løb. På dag to, da jeg havde opgivet at få nogen alvorlig distance ud af dette løb, bestemte jeg mig til at jeg bare ville tage hjem, så jeg kunne tage revance en anden gang. På dag tre, da benene var blevet løb-bare, havde jeg mentalt indstillet mig på at bare komme hjem og ikke fortsætte til der var gået 72 timer.
Jeg stoppede uret efter 48 timer. Jeg var bare nået 225 km og var 1½ km fra mit hjem.
Men nu var jeg multidagesløber og en del erfaringer rigere med en debut der gerne skulle blive en smal sag at sætte PR fra næste gang .

Løbet er uploadet til:
http://trail.motionbased.com/trail/invitation/accept.mb?senderPk.pkValue=3405&unitSystemPkValue=1&episodePk.pkValue=1065498

Tryk på Map Player for at afspille løbet eller tryk på Dashboard og derefter Google Earth, hvis i har den installeret. Det er sejt at kunne flyve turen rundt.

Nike 24h run, Holte d. 24-25/6-2006

Efter jeg fik motivationen tilbage efter Bornholm 1½ måned tidligere havde jeg håbet på at komme til at løbe Stige og dette løb.

Ruten:
Man kunne godt se på højdeprofilen på løbet at det var rimeligt kuperet, men det var svært at gætte sig til hvor kuperet ruten var.
Lad mig sige det sådan: Ruten tilfredsstillede de værste anelser om at være bakket. Jeg vil tro at man kalder banen for en rute til crossløb. Jeg har dog ikke deltaget i et sådant og kender derfor ikke kravene for at kalde den det. Det meste af ruten var stigning eller fald. Enten meget eller lidt. KG Nyström fortalte at hans løb i Trollhättan var helt flad sammenlignet med dette. Han talte 20 bakker. Jeg vil skyde på at den styggeste var 30m høj og havde en 30% stigning. http://www.24run.dk/2006/pics/Nike24RUN2006/dsc_1387.jpg

Ultratræf og forberedelse:
Nå, men selv om det var en kuperet rute, så afholdt det ikke to andre rutinerede ultraløbere fra at stille op: Jan Andersen (5) og Michael Larsen (12) http://www.racebase.dk/24run/DSC04287.jpg.
Michael har bl.a. løbet to 6 dages løb, så jeg var spændt på hvad han kunne præstere i et "kort" 24h. Jan havde løbet 9 24h og vundet en stor del af dem, så han var klart favorit. Jeg havde løbet mod ham i Brno i 2004 og så havde han løbet lidt med mig i Viborg 2004, hvor han selv kun var supporter/hepper. Der havde han hjulpet mig delvist igennem et anfald af manglende motivation. Ugen før løbet ringede jeg til ham og foreslog at han kunne overnatte hos mig og så kunne vi følges ind til løbet. Han slog til og jeg glædede mig som et lille barn, for det er ikke for tit at man er samlet til et ultra træf.
Det var hyggeligt. Vi kiggede på hvem de andre solo deltagere var. Jeg ville som sædvanligt lægge hårdt ud, så jeg skulle lokke debutanterne til at starte hurtigt . Jan ville også som sædvanligt løbe gennem løbet med løbe/gå strategien.
Det virkede lidt som om vi var begyndt at nærme os hinanden. Han ville holde kortere pauser - hvis ruten ellers var flad - men på denne kuperede rute var han nærmest tvunget til at holde dem hver gang der var en bakke. Jeg ville ikke løbe hurtigere end at jeg mente at der var overskud til hele døgnet. Og dette var egentligt ikke anderledes end på Bornholm.
Men denne gang havde jeg alt mit flydende føde. Og jeg havde en ny løbestil. Måske ville det gøre en forskel?
Alt det flydende føde blendede jeg med vand mens Jan var på besøg. Jeg var ved at blive lidt stresset til sidst, for der skulle også være tid nok til søvn.
Det jeg fik fortæret undervejs i løbet var ½l dunke:
- 1 bernaise sovs
- 1 hollandaise sovs
- 1 minestrone
- 2 abrikosgrød
- 2 sveskegrød
- 1 brocoli suppe
- 1 asparges
- 1 vandmelon
- 1 grøn pesto
- 2 ice coffee
- 4 coca cola
- 2 150 ml Shark (som Red Bull)
- diverse Vitargo energi drik og vand fra depotet
Disse ½ l's dunke havde jeg i et bælte under de første 20 timer. Det var perfekt at kunne putte noget i maven lige så snart der var plads og ikke først når man var i depot. Det kan varmt anbefales. Vægten betyder ingenting i forhold til det fradrag, det er at have for lidt energi eller være dehydreret..
Det, der var til overs efter løbet:
- 1 champignon
- 1 bernaise sovs
- 1 minestrone
- 1 brocoli suppe
- 1 vandmelon
- 1 rød pesto
Desuden havde jeg desværre glemt følgende hjemme i køleskabet:
- 2 koldskål
- 2 mozerella
- 1 tun salat
Derudover havde jeg nogle flydende morgenmadsprodukter som
- fed Youghurt
- milk shake
- budding
Nogle medbragte sugerør kunne spidde låget, men det kunne være lidt svært at suge op pga rørenes kvalitet.
Endelig var der lidt fast føde:
- bananer
- ritter sport
- flødeboller
- agurk
- makroner
Piller:
- salt
- protein
Jan fik fortalt lidt om sine løb mens jeg blandede. Der var specielt et løb, hvor han havde været 10 timer om at sætte en konkurrent, som han ikke så i den tid, da de hver især havde befundet sig i hver sin ende af ruten. Til sidst måtte konkurrenten ud at ofre.
Min kone biksede lidt mad sammen til os, som vi fik med en øl, som skulle sikre en sikker søvn. Det blev til 9 timers solid søvn. Helt perfekt.

Før start:
Vi var inde ved banen kl 9:30, hvis jeg husker korrekt. I hvert fald var der tid nok til det hele:
- Sætte bord og telt op http://www.racebase.dk/24run/DSC04349.jpg.
- Smøre vaceline mod sår og zinksalve mod sol på http://www.racebase.dk/24run/DSC04284.jpg
- Møde solo debutanterne og
- slappe af, meditere, strække ud eller hvordan man nu foretrækker at gøre sig klar.
Jeg havde lidt ondt af Peter Buhr (7). Han stødte til vores lejr og han måtte nøjes med arrangementes føde: 3 * måltid, energidrik, vand og kaffe. Jeg tror de fleste sololøbere spytter det meste af en aftensmad af pasta og kødsovs ud, hvis de skal fortære det i løb.

De første 100k (Kampen om de 100):
Det blev slet ikke nødvendigt at lokke nogle sololøbere til at løbe hurtigt. Thomas van Dijk (4) lå i spidsen langt hen i løbet. Han var åbenbart på jagt efter den præmie, der var udsat for at komme først til 100k. For at ruten kunne komme til at passe med passering af 100k ved tidstagningsmåtten var der lagt en omvej til den første runde, så første runde var 4,15 km og resten var 3,55 km. Desværre viser resultatlisten ikke de første 600m i den totale længde.
Jeg løb med Henrik Loose (3) i starten. Det var fint med en at følges med. Jeg fortalte at vi løb alt for hurtigt for et 24h løb og det var nu engang min stil. Alligevel stak han fra mig på et tidspunkt. Senere fik han et kortvarigt problem med sin achillesene. Det betød dog at jeg igen kom på 2. pladsen og at hans kone ikke smilte så meget. Hun tog det vist tungest.
Der var speakertårn - det var fedt - hvor man kunne høre hvilken plads man lå på. Men jeg husker ikke rigtig løbet som det egentligt foregik. Mens jeg løb spekulerede jeg på om jeg ville nå at hente Thomas inden de 100k. Det var ikke planen. Min plan var at holde en forholdsvis høj hastighed, som jeg mente jeg kunne køre langt på. Udgangshastigheden var 12 km/t.

Allerede efter 3 timer gik jeg dog meget ned i fart ca. 9½ km/t. Det skete fordi jeg havde været så nervøs for ikke at få proppet nok føde i maven. Jeg fik lagt en spærende hinde i form af en fed youghurt oven på alt hvad der ellers var i maven.
Det var dumt, for pludselig virkede det som om at fortæringen gik i stå. Jeg måtte stoppe med at æde og nøjes med vand de næste mange runder. Marathon passeredes i 3:43.

Hen af eftermiddagen eller er det blevet aften ser jeg endelig Thomas. Han er nede og gå og han fortæller at har været inde at få aftensmad og at han går for at fortære. Jeg fik førerpladsen og jeg når at få en runde mere på ham. Jeg tror i hvert fald at jeg kun er en omgang foran da han sætter farten op og overhaler mig. Jeg sætter så farten op igen da der er en ½ mar (6 runder) tibage til de 100, for nu har han jo foræret mig et forspring på en runde, tror jeg. I virkeligheden er jeg 3 runder foran og har ikke noget at frygte. Kl. er 19:41. Jeg tror at jeg skal løbe halvhurtigt for at holde på pladsen og jeg kan godt mærke at benene bliver lidt pressede og ophober syre. Farten er ca. 10½ km/t. Den holder jeg til de 100k, som passeredes i 9:45. Thomas ligger på en massagebænk. Han havde fået ondt i ryggen allerede da jeg startede mit forsvar 20 km tidligere. Nå, men selvom det havde været dumt at ræse de sidste 20k, så havde det da været sjovt. og så måtte jeg se hvad der så kunne gøres.

Den lange march (Kampen mod mig selv):
Jeg tænkte at jeg nok hellere måtte få lidt massage, for at få syren ud. Jeg fik 8 minutter på bænken og samtidigt fik arrangøren et interview. Det var sjovt, men jeg havde jo et ræs at gøre færdigt, så jeg måtte videre. Det var dumt at tage massage. At holde pause gav faktisk syren adgang til benene. Når jeg var i fart blev syren holdt tilbage. Men det var for sent. Efter anden omgang gik jeg i eget depot og forsøgte i 15 - 20 minutter at køle mine lår og lægge med gelekøle poser.
Det hjalp ikke en pind. Farten var nede på langsom jog, som er hurtig gang for andre: 7 km/t.
Jeg fik igen følgeskab af Henrik. Det var blevet mørkt kl.23. Han og jeg joggede uden lygter. Det var hyggeligt med skovens stilhed og mørke, som kun blev afbrudt at de forbipasserendes lygter.
4 runder gik på den måde. Kl. var nu omkring kl 01. Jeg var desperat og gik i mit depot. Begge fødder satte jeg i en spand vand og tog derefter et powernap på 15 minutter. Det virkede ikke. 15 minutter til. Heller ikke det hjalp.
Så var der ingen grund til at spilde tiden i teltet mere. Jeg ville gå det over. I min debut tog det 4 timer. Kl. var 2.

Farten var 4½ km/t. Jeg nåede i gåtiden at blive overhalet af Jan og Michael. Jan mente at jeg skulle bide smerten i mig og fortsætte lunte tempoet. Det virkede som en gentagelse af Bornholm og humøret var i kulkæderen.
Hvad havde jeg opnået?
Flydende føde var fint, men der skulle justeres på indholdet.
Min løbestil med strakte knæ, der skulle begrænse syren blev forstyrret at for hurtigt løb inden de 100k, så ingenting var bevist eller afvist.
Afsyring med køling, powernap eller massage virkede overhovede ikke.
Nå, men jeg havde ikke noget krav om at skulle løbe hele løbet denne gang. Løbe virkede for som en option kun hvis man var masokist, så jeg gik for at se hvornår jeg kunne løbe igen.

Den 2. luft (Kampen om sejren):
Ca. kl. 6:30 efter det for længst var blevet lyst (ca. kl.3:30) holdt benene op med at gøre ondt på det punkt på ruten hvor man tager et skridt op på boldbanerne. OK.
Jeg forberedte mig på et ræs ved at gå ind og få et nyt lag zink på og se hvordan stillingen nu var. Jeg fik også lige et plaster på en tå, som havde fået en lille vabel pga at det vaseline jeg havde smurt på tæerne var røget af ved midnatstid, da jeg satte fødderne i vand.
Mit trofaste væskebælte blev tilbageladt, for nu skullle der løbes konkurrence marathon.
Nu gjalt det om bare at få loaded energi ved depoterne og så ellers give den gas.
Jeg var knapt 5 runder bagefter Jan og mindre end en runde efter Michael.
Jeg satte gang i benene for at se hvilken fart de kunne holde. Efter en runde var jeg oppe på ca. 11½ km/t. Det var næsten samme hastighed som start farten. Jeg løb ikke længere med strakte knæ. Det gjorde ondt når den fik frihjul ned ad bakkerne og opad løb jeg også. Michael var hurtigt hentet og han kunne godt se at der ikke var noget at gøre ved det. Men der skal nok komme andre toner fra ham en anden god gang.
Jan var nede på 7½ km/t. Da jeg passerede ham første gang sagde jeg at han vist var for langt fremme for at jeg kunne hente ham. 2. gang jeg passerede ham sagde jeg at hvis han gik på andet end bakkerne, så ville han blive hentet. Det ville enten knække ham eller give ham flere kræfter. Han fik flere kræfter og det tog en evighed inden jeg nåede ham igen. Der var kun 2½ time tilbage og jeg var to runder efter. Jeg kunne godt se at jeg ikke kunne nå det. Det ville mindst tage 4 timer. Jeg havde jagtet i 3½ time og var så småt begyndt at blive lidt slidt. Så gik vi sammen og blev enige om at vi bare skulle gå tiden ud.

Der var ingen PR at hente for nogen af os og pladseringerne var bestemt nu.
Det var nu sjovt at få en tredie kamp og Jan havde helt sikkert også nydt det. Det er kedeligt bare at ligge i front og vente på at løbet slutter. Det slap han så tildels for.
Jan nåede 188,75 og jeg nåede 181,65 (inklusiv de første 600m).

Bagefter var Jan helt elendig. Hans chip havde siddet for stramt om benet. Det så ud som om han havde fået et alvorligt tilfælde af skinnebensbetændelse. Der var en gul plet på størrelse med en lillefingernegl og et stort område omkring var rødt. Det var sjovt at næsten løbe op med Jan, som på en god dag når 230k. Hvis vi havde løbet de sidste 2½ time have Jan kommet ca. op på 205k og hvis den havde været flad var han nået måske 220k.

Belædning:
Jeg havde to par nye sko med. Vitsen med nye sko var at der skulle være maximal støddæmpning. Inden løbet testede jeg skoene med en sko fra hvert par for at se hvilket par der var bedst. Det var en success. Det par jeg valgte havde jeg endda kun løbet 10 km i forinden!
Banen var en grussti på 90% og de sidste 10% var en cinderbane. Det sled næsten ikke på gummiet under skoene. Normalt skal jeg bare løbe en marathon før der er slidt et godt stykke af hælen.
Nyt var også at jeg i stedet for korte tights løb i shorts. Vitsen var at der så var bedre køling til benene. Det var også et godt valg.
Da det blev køligere tog jeg to langærmede t-shirts på.
Da det lysnede kom der mange myg, som havde let ved at tage for sig af retterne på folk, som mig, der bare var gående. Det blev fixet med et par windbreaker bukser, som kunne lynes så meget op i benene at jeg ikke behøvede at tage skoene af. Også et hit.
Da jeg var inde og smøre zink på igen omkring kl. 7 var det også blevet varmt nok til at pille "nattøjet" af igen.

Hvad nu?
Jeg havde ingen problemer med søvn, for jeg havde drukket 2 flasker Shark. Hvis ikke lige det stod på doping.dk at det ikke er doping, så ville jeg sværge på at det var. http://www.doping.dk/visArtikel.asp?artikelID=321.
Men vitaminberigede varer er endnu ikke lovlige i DK, så man må til DE for at hente dem.

Når søvnproblemet er fjernet er der kun syreproblemet tilbage.
Måske kan det bekæmpes med mere farttræning?
Måske men kosttilskud som ginseng eller andet?

Andre kostlærdomme denne gang er:
- Flydende kost er et hit.
- Kør bare på kulhydrater de sidste 6 timer. Jeg havde alt for lidt cola med. Det er en gudedrik i de lange løb.
- Mælkeprodukter som youghurt kan muligvis kun benyttes i de tidlige morgentimer.
- De første 12 timer skal der tilføres store mængder energi. Det kan sikkert ikke svare sig at bruge energifattige varer.
Suppler med vitaminer?

Dagene efter:
Mandag var farten 6½ km/t
Tirsdag: 7½ km/t
Torsdag: 11½ km/t
Tirsdag pådrog jeg mig en lille skade i en sene, der går på oversiden af foden, som nu er hævet. Underligt, når farten var så lav. Nå, det går over.
Nu bliver det så spændende hvornår det næste løb bliver .

Tak til Jan for godt selskab og god konkurrence.
Tak til Henrik for at du kom igen og kæmpede videre efter en kort søvn. I var flere debutanter, som kæmpede bravt og som det bliver spændende at følge.
Tak til stafetløberne, der gjorde at løbet ikke blev ensomt og sikke en fart i kunne skyde.
Tak til arrangørerne http://www.24run.dk/, der virkelig fik lavet et flot show ud af løbet. Især var det pragtfuldt med speakertårnet og informationen om hvor man lå i forhold til sine nærmeste konkurrenter og deres hastighed. Både jeg, Jan og Speakeren regnede på om jeg kunne hente Jan hver gang vi passerede tårnet. Det gjorde løbet sjovt og spændende. Der kan de andre arrangører sørme lære noget.

Resultater:
http://www.events4u.dk/results/event_387_holdstilling_klasse.php
http://www.events4u.dk/results/event_387_holdtider_kronologisk.php

Stige 100k d. 27/5-2006

Det var mit første løb i Stige.
Hjemmefra synes jeg at der manglede et depot ved 3km, så jag lagde 3 ½l coca cola'er ud der (hvoraf den sidste stadig ligger der ).
Men jeg var dybt imponeret over den gode opmærkning af løbet, som var lavet med pletter af kalk med en afstand af måkle 5 m. Hvor mange pletter er det ikke på 10 km? Imponerende.
Der var chip tidstagning, så man straks efter man var kommet i mål fik et diplom med detaljerede tider, mellemtider, hastigheder for samtlige runder, så man straks kunne se hvad man skal have forbedret. Rigtig flot .
Ruten næsten helt flad, så det kunne ikke være bedre. Der er dog en stræning på ca. 2km med meget groft grus, hvor jeg selv på et enkelt stridt var tæt på at vrikke om, men det er da til at leve med.
Der er også en del sving og passering af veje hvor man af og til tvinges op og ned af kantsten. Det er dog næsten muligt at beholde rytmen, så det var OK. Jeg vil gerne give et 10 tal for ruten.
Jeg vil tro at Ole's vindertid på 7:44 er den hurtigste sat på dansk jord og taler jo for sig selv (om rutens kvalitet).
Vi var kanon heldige med vejret. Der var skyfrit ved start og der kom hurtigt skyer, men både regn og blæst slap vi for. Ole og Kjetil løb i singlet og jeg havde 2 t-shirts på (jeg er lidt kulskær og kom da også til at fryse lidt). Lange tigts var det i hvert fald ikke nødvendigt med.
Udvalget i depoterne var sparsomt, men da jeg skulle teste mit eget udvalg vil jeg ikke kommentere det yderligere.
Overnatning var gratis på skolen og man kunne købe aftensmad, morgenmad og aftensmad efterløbet. Det er super service, når man er til ultraløb . Hjælpere var der masser af, så der var altid hjælp at hente.

Nu synes i nok at følgende lyder som en dårlig undskyldning for ikke at vinde eller at sætte PR. Det er det dog ikke.
Min motivation for at løbe var teste opladning af energi lige fra starten i løbet men jævn blanding af alt muligt mærkeligt, som jeg ville kunne bruge i et 24timers løb. Det var også interessant at se om det ville gøre nogen forskel på om der kom syre i benene.
Men da det trods alt "kun" var et 100k løb, ville jeg dog heller ikke løbe alt for langsomt. Nu skal i ikke se dette som en opskrift på at løbe 100k, for det har jeg allerede gjort nogenlunde hurtigt og den op skrift består bl.a. i udelukkende at ladde med kulhydrater.
Endvidere var jeg ikke i superform, så aftenen før spåede jeg Ole eller Kjetil som mulige kandidater til at sætte en banerekord på under 8 timer.
Jeg fortalte Ole om Helge Hafsås, der i sin 100k debut løb gennem marathon i sin sædvanlige marathon tid på 2:35 og endte med en tid på under 7 timer. Jeg håbede at det ville overbevise ham om at han var nødt til at løbe stærkt fra starten for at få en god tid. Sidste år havde han både løbet langsomt og også ramt muren. Og om det ville!
Han og Kjetil startede med at løbe den første runde sammen. Jeg holdt lidt afstand indtil benene langsomt blev varmere og efter 1. runde var jeg nået op til dem. Jeg fortalte Kjetil at han bare hunne hold min fart, for jeg havde hente dem ind. Jeg og Kjetil fortsatte sammen. Vi tabte lidt afstand til Ole fordi vi af og til holdt tissepauser og ved hoveddepotet tog vi os også tid til at få loaded. Resten af løbet var jeg ret sikker på at Ole ville løbe kold, da det ikke så ud til at han fik nok indenbords.
Det var et nyt experiment for mig at holde pauser ved depotet. Jag lavde mig på ryggen med benene op ad en taltstang ved hvert eneste hoveddepotstop (på nær det sidste). Vitsen var selvfølgelig at se om det var muligt at helt at undgå syre i benene. Imens drak jeg nogle slurke - måske 20 - 30 cl - af alt det jeg havde med.
Til morgenmad havde jeg fået en Nestle Iskaffe, som er noget puldver, der blandes med mælk. Der var masser af sukker i. Ganske givet godt til et 24h. Derudover en budding og en youghurt med 7½% fedt. Jeg ville helt undgå madvarer, der skulle tygges.
Ved depotet fik jeg:
- 10km Fed krydret Tomatsovs,
- 20km mozarella ost,
- 30km flåede tomater,
Ovenstående havede jeg blandet med en del vand og blendet, så det var lige til at drikke.
- 40km budding, banban
- kan ikke lige huske de næste
Ved 40k var jeg gået sukkerkold, så da jeg kom ud til mit 3km depot fik jeg drukket den første ½ liter cola. Ved 50km havde Kjetil slået et hul på næsten 5 minutter til mig. Han var åbenbart gået på jagt efter Ole, som han selv havde et 5 minutters hul op til ved 40 km. Ole havde pænt ventet på os de første 20 km, hvorefter han havde sat farten op. Jeg troede han knækkede på det men det gjorde han ikke.
Til gengæld knækkede Kjetil på at jagte Ole. Han syrede helt til og fik krampe mellem 50 og 60 km. På det tidspunkt havde jeg fået ladet sukker og holdte nu en fin 100 hastighed på 11½ km/t. Ved 60m var Kjetil kun 1 minut foran mig og han fortsatte sikket følgende runde for at se om jeg også var knækket, men det var jeg ikke og så stoppede han med at pine sig selv. Det var kedeligt at det skulle gå sådan. Det var ikke mere en 3 uger tidligere at det var mig selv der var i hans situation. Dengang kravlede jeg i et mussehul, som jeg aldrig havde lyst til at forlade.
Det var også en skam for Kjetil var i bedre form end jeg.
Denne her diæt med at drikke andet end kun kulhydreter så ud til at være en succes - ikke hastighedsmæssigt, men set ud fra at jeg kunne proppe ret meget i maven uden at den lavede andre problemer end at den føltes godt proppet - uden at der var noget, der skvulpede eller hoppede op og ned.
Opskiften er da følgende: Det hele skal kunne drikkes. Der skal være forskellige smagsvarianter. Noget skal være fedt, andet sødt, noget skal der være masser af vitaminer i, noget salt, noget med proteiner - måske blendet æg? Noget skal være tykt, noget skal være tyndt. Maven skal nok fortælle hvad den har lyst til.
Når nu denne test var OK tænkte jeg at jeg kunne prøve at hente Ole. Jeg vidste ikke hvor langt foran han var, men jeg vidste at han ikke havde passeret mig endnu.
Min plan blev at jeg ved 73km skulle drikke min anden Cola og spise en banan, så jag kunne få energi nok til at løbe hurtigt på de sidste to runder. Som sagt så gjort.
Jeg havde haft nogle lårbindselastikker på, som sad nede på knæene og en del af lægmusklerne. De var en del af et experiment, hvir jeg skulle have lagt nolge kølende gelposer ind over lårsmuskelen. Det var dog et mislykket experiment, som kun resulterede i at jeg også fik syre i lægmusklerene allerede fra 30 km af. Der var også lidt syre i lårerne. Det lykkedes dog at løbe pænt til på runde 9, hvor jeg havde brugt runde 8 til at ladde op i. Men så var benene også godt brugte. Jeg fik en af hjælperne på cykel til at pace mig gennem runde 10. Ved depotet fik jeg tiden at vide. Jeg kunne sætte PR, hvis jeg løb sidste runde på 40 minutter. Det sagde jeg til paceren. Jeg skal igennem på 40 minutter . Jeg kunne åbenbart ikke tænke klart. Jeg kom igennem på 56 minutter og de sidste 2 runder hvor jeg forsøgte at løbe hurtigt satte Ole mig med yderligere 5 minutter .
Jeg var mere end 8 km efter ham, men det var nu sjovt at forsøge at jagte til sidst, så løbet ikke alene var et experiment. Og det er længe siden jeg har haft så tilsyrede ben dagen efter.
Det var nu godt at det lykkedes for Ole. Han trængte til success på 100k. Derudover bliver det en kanon motivation for at Per Nilsson også kan komme ned på den tid. Jeg tror på at han kommer der ned i år. Han kan sikkert godt "risikere" at komme ned nær de 7:30, hvorefter han og Mattias Kappel vil kappes. Det er spændende med tre 100k løbere i den tunge klasse.
Og så er det rart for Stige, der kan prale med sådan en god banrekord.

Som Lars-uffe fortalte var der også en kamp om 3-4-5 pladsen. Den må han dog selv fortælle. I mål ærgrede han sig dog over at han ikke vidste at det var 3. pladsen, de kæmpede om.

I andre, der har kæmpet om andre pladser hører jeg også gerne beretninger fra. De er da ikke mindre interessante.

Kampen mellem Tina og Karen hører vist også til blandt de rigtig meget interessante. Karen har helt sikkert håbet på at Tina ville gå ned, når nu det kun var 3 uger siden hun løb 24h. Men i 100k er de oppe imod 3 superkvinder, så der bliver det godt nok hårdt for dem, hvis de vil være med.
Jeg har endelig fået læst Karens bog "Ud til grænsen". Inden da havde hun fået max antal stjerner for hende VM. Efter at have læst bogen fik hun lige en håndfuld stjerner mere. Hvis du kan lide ultra så læs hendes bog. Hun er godt nok sej.

Tak til arrangører, hjælpere, deltagere og heppere. Det var en skøn oplevelse og rart at gense vor norske naboer.
Resultater:
http://results.championchip.dk/live1a/front/index.php?e=308&t=www&l=dk
http://results.championchip.dk/live1a/front/person.php?e=308&t=www&l=dk&Pid=131

Bornholm 24h 6-7/5-2006

I et havlt år havde jeg ønsket at løbe dette løb. Men jeg havde lidt af hælspore siden Trollhättan 2005, så jeg turde ikke at melde mig til før nolge få uger forinden. Jeg kunne da stadig føle hælsporen en anelse, men det kom ikke til at genere hverken under eller efter løbet.

I det forløbne år havde jeg funderet over de skader jeg havde pådraget mig. Jeg tror hælsporen var et resultat af at have trænet tåløb. Jeg har ikke trænet tåløb ca. siden august 2005. Jeg har dog tænkt mig at tage det op igen når jeg senere hen gerne vil træne fart igen. Skaden var en overbelastningsskade, så hvis fødderne havde været trænet mere skånsomt, ville det sikkert i stedet have givet gode resultater.
Akillesenen og knæene var overbelastet alene pga de to tætte ultraløb (2005) uden nogen form for strækøvelse eller restitutionsløb imellem er mit gæt. Resultatet var at på andet ultraløb skulle der arbejdes med muskler, som havde trukket sig sammen til ikke at være egnede til løb. Begge disse skader var dog borte efter få dage eller uger.
I januar 2006 fik jeg bekræftet at man ikke bare kan holde helt løbefri. Fra den ene dag til den anden holdt jeg 2 uger totalt løbefri. Som belønning startede jeg igen med løb ved at lægge ud med at løbe en hel marathon. Allerede ude ved 25km begyndte jeg at gå og jeg måtte gå de sidste 20 km hjem. Jeg passerede marathon i tiden 5:40 og var hjemme efter 46 km i tiden 6:19. Og det var gået på ½l saft. Hold kæft hvor var jeg tørstig efter den tur. Da jeg begyndte at gå var benene ikke rigtig syret til. I stedet var de ligesom smertende at træthed og træghed. I hvert fald var det en vedvarende smerte, der bare bad om hvile. Det var samme symptom, som jeg havde oplevet i Trollhättan.
Lektion: Hold aldrig helt løbefri - Dine muskler kryber ved det.

Jeg afsluttede også et sulteexperiment. Det varede fra december 2004 til ultimo oktober 2005. Diæten gik ud på kun at spise middagsmad og ikke andet mad. Til gengæld åd jeg så som en tærskel. Jeg måtte kun drikke vand om aftenen. Faktisk lykkedes det mig kun at holde diæten til og med februar. Da målte jeg også den laveste vægt (58,7 kg efter løb om morgenen) og den laveste puls (34 bpm). Før jeg startede var tallene 63kg/36bpm.
I marts/april kom Køb af familiens første hus i vejen og tallene blev 67kg/42bpm. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om ikke at spise, så i stedet åd jeg meget mere. Resten af året forblev pulsen på de 42 bpm. Jeg fik kæmpet mig ned på 63kg i maj/juni 2005 og satte PR på marathon og 100k. Af og til forsøgte jeg at følge sultekuren og til sidst opgav jeg. Da havde jeg et par måneder (nov/dec 2005), hvor vægten røg helt op på 69 kg men den er i 2006 gledet tilbage til udgangpunktet 63/64kg og jeg har ikke længere en extrem lyst til at æde.
Lektion: En diæt skal kun holdes med henblik på et midlertidigt vægttab og forvent en vægtforøgelse efter afslutning.

I november 2005 var jeg så dum at give blod. Pulsen røg op over 60 bpm og i foråret 2006 var den stadig oppe på 55 bpm. Jeg var meget nervøs for om jeg kunne løbe langt med sådan en høj puls. Jeg kunne ganske sikkert ikke løbe hurtigt. Men i ugerne op til BH24h (uge 1 skete der noget interessant: Jeg øgede min ugentlige træningsmængde fra 110k til over 200k. Det pågik i uge 16 og 17. Om fredagen i uge 16 var pulsen faldet til 44bpm. Om tirsdagen i uge 17 var pulsen nede på 40bpm. Endelig om onsdagen i uge 18 var den nede på 37bpm. Wow. Jeg måtte være tilbage i en god form! Nu kunne intet gå galt, tænkte jeg.
Lektion: Kraftig forøgelse af træningsmængde kan bringe dig i form på kort tid.

Den sidste uge op til løbet fik jeg løbet som i en almindelig uge: 12km/dag til og med fredag.

Hvile og transport til og fra Bornholm fik jeg til at gå op i en højere enhed. Ved at tage natfærgen fra Køge kunne jeg sove på skibet. Det var endda muligt at blive på skibet en hel time efter det havde lagt til - ialt 7 timer. Og i kahyt gav det en god søvn. Hjemturen var bestilt med afgang kl. 14:20, så det der blev også plads til 6 timers søvn inden man skulle køre bil - perfekt - så man ikke ville falde i søvn i bilen. 

Udgangspunktet for min plan denne gang var mit løb i Brno i 2004. Jeg havde løbet stærkt i de første 12 timer (mar: 3:15, 100k: 8:40, 12h: 133k). Herefter var jeg gået sukkerkold, hvilket blev reddet af en time på øjet i 18. time. Jeg kunne da løbe et par timer igen, men så var den gal med energien igen. De siste 4 timer var jeg rådvild og tom for energi og de sidste 2 timer var benene også syret til og da valgte jeg at gå, da jeg var tilfreds nok med mit resultat.

Ud fra det var min plan at klare energiproblemet ved at optage noget mere føde undervejs - specielt kaffe, så morgenen ikke ville blive så hård. Syren skulle bare bekæmpes ved at lægge langsommere ud og ved at bare fortsætte så meget i løb som muligt. 2 timer med syre i benene var vel til at overse.
Kort fortalt var planen at se om det var muligt at løbe samtlige 24 timer uden stop/søvn og uden gang.
Jeg tænkte at hvis søvn og gang blev skippet, så ville en ny PR også være i hus.

Før løbet kunne jeg ikke se at noget kunne gå galt. Det burde være så let som at klø sig i nakken at køre igennem uden stop, mente jeg.
Vejret var perfekt for mig. Vejrudsigten sagde 15 grader dag og 5 grader nat. Jeg tænkte at hvis jeg løb med lange tights, så var jeg fri for at bakse med det om aftenen.

Jeg lagde ud i et tempo højere end de andre, men det var alligevel meget lavere end i Brno. Marathon blev passeret i ca. 3:45. Vi var en flok på Caroline, Alex,jeg og Åke - og måske nogle flere. Det var sjovt, tænkte jeg. Normalt ville det vist kun være Alex, der ville følge med i mere end 11 km/t. Det endte også med at alle, der var med i det felt, gik det dårligt (eller i hvert fald ikke optimalt). Det skiftede lidt med hvem der tog føringen de første timer. Hen imod aften var jeg forrest igen. Efter 6 timer havde jeg ca. 65k hjemme og 100k blev passeret i ca. 9:45 - en hel time senere end i Brno og mere end en ½ time senere end Lars Christoffersens 240k løb. Efter 12h var der ca. 118k hjemme.
Jeg løb med vilje uden ur for ikke at blive stresset. Tiderne har jeg først set på nettet bagefter. Jeg løb efter hvad der føltes nemt og det føltes også nemt de første 10 timer, men så begyndte det at blive sværere. Det gik hurtigt ned ad bakke. Benene begyndte at føles overophedede og jeg tænkte at et strømpeskift var på sin plads, da midnat var passeret. Det kunne måske også give tid til at benene kunne køle lidt af. Efter min plan var det OK med sådan et ophold uden at det skulle tælle med som at jeg ikke havde løbet hele vejen. Men jeg havde smurt begge fødder ind i vaseline, som støvet fra skovbunden havde klæbet sig til. Derfor tog det sin tid at få skidtet af, nyt vaseline på og komme videre. Det tog mere end en ½ time! Kjell kom og tog 1. pladsen, men det fandt jeg først ud af meget senere. Det havde heller ikke betydet noge, for mit mål var at kunne løbe hele vejen. En time senere var kl. ca. 02 og benene føltes vældigt overophedede. Nu brugte jeg 10 minutter på at lægge benene op i vejret op ad et træ og derefter strække benene. Først knæene op mod maven og derefter foden op til numsen.
Jeg kunne pludselig løbe igen, men samtidig kunne jeg mærke syren skylle fra en åben hane ned i benene igen. Nu var der i hvert fald ingen tvivl om at det var syre i benene, der var problemet. Jeg fik kun løbet 500 m hvorefter benene var tilbage i samme elendige tilstand som før. Mit løbe tempo var helt nede på under 6 km/t og hvert eneste skridt var en kamp, hvor jeg måtte bide tænderne samme og knytte hænderne for ikke at stoppe og gå. Det føltes tæt på som om at mine ben var en motor, der var kogt over. Jeg tænkte at jeg kun havde regnet med at løbe i denne tilstand i nogle få timer, men der var næsten 14 timer tilbage. Hvordan skulle jeg dog kunne holde det ud? Jeg vidste dog af erfaring at syren kan fjernes enten ved at gå i nogle timer eller ved en powernap. Men som sagt var formålet med dette løb at prøve at løbe det hele. Hvis jeg tog søvn eller gang med i løbet, så ville det bare være en gentagelse af noget, jeg havde prøvet.
Men det var for uoverskueligt at skulle fortsætte i så mange timer med løb på denne måde, så jeg startede med at gå kl. 03.
Jeg tænkte på alle dem, jeg havde sagt til at jeg ville hjælpe med at komme igennem syren og søvnen. Hvis jeg stoppede ville jeg svigte dem. Jeg tænkte på at jeg efter Trollhättan havde prædiket at det var bedre at gennemføre i gang end at udgå, fordi så ville sejrsfølelsen stadig være der.
På den anden side tænkte jeg på at jeg var stillet op til dette løb med to mål: Enten at kunne løbe det hele eller at kunne sætte PR. Kl. lidt i 4 stoppede jeg op for at se hvor langt jeg var nået, så jeg kunne se om jeg kunne sætte PR. I værste fald skulle jeg gå resten af løbet og så ville jeg nå minimum 180k. OK - Mit PR mål kunne jeg sikkert heller ikke nå, så jeg fandt ingen vits med at lege helt for de andres skyld. Jeg nåede kun 138k. Jeg skulle i stedet hjem og slikke mine sår (på sjælen) og prøve at regne ud hvad der egentligt gik galt.
Jeg afleverede min chip, sov en time, så starten af 6 timers løbet og gik ned til båden. Der var 7 timer til båden gik, så jeg kunne selvfølgelig ikke sove, da jeg gik om bord og havde en 6 timers tur i sigte. I køge var min bil uden kasko blevet stjålet, så det var en perfekt afslutning på et løb, der ikke gik godt .

Hvad var det så lige, som jeg kunne 1½ år tidligere, som jeg ikke kunne nu?
Jeg kunne ikke regne det ud og jeg havde ingen idé om hvor jeg skulle sætte ind for rette op på det dårlige løb. Det eneste jeg kunne komme på var at syregrænsen kunne flyttes ved at træne mere. Men det ville sikkert betyde at jeg skulle op på de 200km/uge i flere måneder i træk. Det kunne jeg slet ikke overse, så i stedet tænkte jeg på at stoppe helt med at løbe.
Og det gjorde jeg så - i 14 dage med få undtagelser. Det bragte pulsen tilbage til over 50bpm .

Jeg fik læst Karen's bog "Ud til grænsen" og i den foreslår hun at syre godt kan komme i marathon og længere hvis man ikke spiser nok. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen med min egen erfaring, men det måtte da komme an på en prøve.
Jeg var motiveret igen og jeg besluttede at tage revance i Holte til juni og bruge Stige 100k som testløb.
Inden Stige fik jeg talt med Karen, som mente at det kunne have været nedtrapningen fra de 200k, der var sat ind for sent. Fint. To forslag til forbedringer.
Læs i øvrigt Karen's bog. Hvis der er nogen, der er sej, så er det hende.

I Stige ville jeg teste at spise mere end jeg normalt plejede. Teste at kun spise flydende føde og teste føde, der dækkede meget forskelligt - surt, sødt, salt, tyndt , tykt, proteinrigt, fedt, kulhydratrigt, vitaminrigt. Dernæst ville jeg prøve at tømme benene for syre lige fra starten.

Mad testen gik fint. Jeg kunne spise meget, når jeg varierede mellem alt muligt. Og det var uden at noget skvulpede, raslede rundt eller kom op igen.
Syretesten gik skidt. Jeg havde endda taget løbefri dagen før.
En detaljeret bekrivelse af Stigeløbet er indsat andetsteds i dagbogen.

To dage efter Stige var jeg ude at løbe. Der faldt ti-øren. Jeg havde stadig meget syre i benene, så jeg lagde mærke til at hvis man ved nedslag lader benene være strakte og lander på hælen, så ændres smerten fra at være en smerte til at være et stød. Man har dermed undgået at stødet fra nedslaget forplanter sig andet end parallelt med musklen i overlåret.
For at løbe optimalt på denne måde skal der vist en hel del kapgangsstil overføres til løb.
Da jeg tænkte nærmere efter kom jeg i tanke om at jeg havde forsøgt på denne løbestil i Brno i 2004, hvor jeg først fik syre i benene efter 22 timer. Dengang var jeg bare ikke bevidst om at det var grunden til at det gik så godt.
Det vil vise sig om i Holte om løbestilen er svaret, jeg mangler.

Efter begge disse to forårsløb har jeg i øvrigt været helt skadefri.

Løbet på Bornholm var rigtig godt. Mad og servicen var i top. Der var kommet chip tidstagning. Skovbunden blev fejet før løbet, så der ikke var for store genstande i vejen. Der var et sving nede ved start, som så lidt skarpt ud, men det kunne man alligevel godt komme igennem uden at komme ud af rytme.
Top karakterer til dette løb fra mig.

Tak til Kim og SÅN.

Resultater:

http://www.ultimate.dk/Resultater/1_ultra/RepDistances.htm
http://www.ultimate.dk/Resultater/1_ultra/RepDistances1.htm
http://www.ultimate.dk/Resultater/1_ultra/Laps/RepAllLaps.htm
http://www.ultimate.dk/Resultater/1_ultra/Laps/RepAllLaps23.htm

En uge før løbet havde jeg på www.kondis.no/index.php?akt=ultra set hvem, der skulle med på 24h landsholdet for Danmark og jeg må sige at jeg blev provokeret over at se at Lars Christoffersen skulle med, for hvis jeg ikke havde stoppet mit løb mentalt ved 100k i Viborg, så var jeg nået 210k til 230k og det ville jeg gerne vise.
Det skulle dog vise sig at Lars havde meget mere i sig end de 205 han præsterede i Viborg. Han kæmpede sig faktisk frem til en 8. plads i VM med 239k, så nu har jeg fuld respekt for hans formåen. Stærkt gået, Lars.
Nå, men jeg tænkte at jeg måske kunne stille op i den åbne klasse. Det kunne godt lade sig gøre. Det kostede ikke mere end 50 Euro og for de penge var der fuld forplejning under løbet og aftensmad, morgenmad og middagsmad før og efter løbet, for ikke mindst at nævne gratis overnatning før og efter løbet i en gymnastiksal, der var nabo til banen.
Jeg fandt bus, der passede ganske fint (www.eurolines.dk). Afgang Kbh, men retur gik til Malmö, for at få den tidligste hjemtur. Dyr ville turen i hvert fald ikke blive. Det var mest i tid at turen var dyr, for den kostede 4 overnatninger.
Jeg ringede til Alex og fortalte at jeg også tog med og det viste sig at han havde en ekstra plads i bilen, så den nappede jeg. Så kunne vi lære hinanden bedre at kende og udveksle erfaringer. Det er jo fint, når man har en fælles hobby.

Banen var 1,359m lang. Ihvert fald stod der 135,9km, da jeg nåede den 100. runde.

Løbet startede kl. 10.
Jeg lagde ud i et friskt tempo, hvilket vil sige mere end 12km/t. På 2. time nåede jeg op på 15km/t. Jeg havde ikke styr på farten, men det føltes meget let at løbe og inden længe lå jeg i front af de 170 deltagere. Det kom noget bag på mig, da dette trods alt var verdenseliten, der var samlet. Nå men jeg lod mig ikke skræmme (af at jeg tilsyneladende løb for stærkt), men holdt mig til min plan. Jeg nåede den første marathon i omkring 3:15.

Planen var at løbe friskt så længe jeg kunne og så kæmpe mod energimangel og syre resten af vejen. Dette var for at teste hvad der ville have sket i Viborg 04, hvis jeg ikke havde stoppet min kamp for et godt resultat ved de 100k.
Jeg var sikker på at 210k til 230k var et udmærket gæt med denne strategi.

Ca. 60k - Skift til Fedtforbrænding:
I Viborg nåede min puls op over 170 af og til, men her lod jeg den ikke komme over 165. Og som ventet faldt min puls og min hastighed til omkring 10km/t, da fedtforbrændingen rigtigt begyndte at sætte ind ved omkring de 60k efter ca. 5 timer og her overtog Alex førstepladsen. Jeg tror han holdt den til omkring de 100k, så der var dansk dominans indtil det blev mørkt.
Jeg fik sat to PR undervejs. De 100k nåede jeg på ca. 8:34 og på 12 timer havde jeg løbet 133,2k. I denne periode vekslede min pladsereing op og ned mellem 7. og 11. pladsen.

15h - Fordøjelsesproblemer:
Næste begivenhed var efter knapt 15 timer. Jeg havde kæmpet med at optage føde lige så hurtigt, som energien blev brugt, men fordøjelsen kunne ikke rigtig følge med. Det virkede efterhånden som om at der ikke længere var noget føde tilbage på det store fælles tag selv bord, som kunne få maven til at lade være med at brokke sig. Jeg kom i tanke om mit eget medbragte. Jeg havde 1½l koldskål med. Jeg drak en ½l i nærmest en slurk og så tænkte jeg at jeg helere måtte hvile mig lidt for at det ikke bare skulle hoppe ud igen så snart jeg kom i løb igen. Så jeg tog et kvarters hvile. Maven kom i orden igen og jeg forsatte langsommere end før. Jeg var nu nede på omkring 14. - 15. pladsen, hvis jeg husker rigtigt.

7½h tilbage - Energien brugt op:
Efter et par timer var energien brugt op. Jeg var nødt til at gå, så det, der var kommet ind kunne nå at komme ud i lemmerne, så jeg igen kunne løbe. Efter en halv time = 2 runder kom jeg i tanke om mit første 24h løb, hvor jeg havde gået i 4 timer og fået morgenmad, før jeg igen kunne løbe. I mit andet 24h havde jeg spist i en ½ time og sovet en hel time, hvorefter jeg kunne løbe igen. Det lød til at det var billigere at sove end at gå, så jeg spiste hurtigt og tog en time på øjet. Så ude på 19. time kunne jeg løbe igen. Men jeg var røget ned på 38. pladsen.
Jeg overhalede alle enhver med 11km/t de næste to timer og kom op på 25. pladsen, men så var jeg også lige så tom, som ca. 4 timer for inden. Hvad nu?

4h tilbage - Energien igen brugt op:
Kunne det betale sig at prøve sove tricket igen? Faktisk var jeg så rådvild, at jeg mentalt sluttede løbet der. Jeg holdt op med at se på pladseringer og jeg tænkte at hvis jeg luntede resten af vejen, så ville jeg måske nå at få noget energi tilbage i kroppen. Jeg forsøgte at lunte, men det blev ikke til meget. Jeg følte mig som en slatten karkklud. Sådan gik der et par timer.

2h tilbage - Syre i benene:
Kødet og huden under mine fødder begyndte at smerte lidt. Det var bare fordi de havde ligget i sved så længe, så det var tid til at få rene strømper og sko på. Fødderne fik lov at lufte i 10 min og så var de ellers som fødte på ny, da de havd fået tørt på.
Der var kommet rigtig meget gang i løbet nu hvor det længe havde været lyst (siden kl. 7:30). Der var nærmest kun mig tilbage der gik. Der var i hvert fald ikke mange. Så jeg forsøgte igen at lunte, men nu kunne jeg mærke at den længe ventede syre i benene endelig kom, og så mistede jeg den motivation, som jeg lige havde fået. Jeg regnede på slutresultatet med min gang (5,5 km/t) og kom frem til at hvis jeg løb med 9 km/t, så kunne jeg nå op over mit mål på 210k. Jeg var dog tilfreds nok med prognosen, så jeg gad ikke at med syre i benene. Jeg gik også de efterfølgende 2 timer og endte på 205k. 11k mere end sidst. Det rakte til en 53. plads ud af 170 deltagere. (nr. 40 ud af 121 mænd). Jeg var kommet 10 pladser højere op bare ved at løbe 5k mere.
For sjov spurtede jeg 200m med 18km/t på sidste runde forbi tilskuerne. Jeg havde jo ikke lavet meget de sidste 4 timer og havde friske ben. Så kunne jeg jo spekulere på hvor langt jeg kunne have nået, hvis de ikke var blevet spildt.

Lærestreger:
Hvad har jeg så lært denne gang? Ja, det vigtigste lærte jeg fra de andre deltagere. Vores egne endda.
1) Lars Christoffersen viste hvordan man kan spurte de sidste timer selvom benene er syret til. Han nåede 239k. Det var vel også hvad Alex viste i Apeldoorn.
2) Jan Andersen viste hvordan man kan vente med at starte med at løbe indtil den 18. time. Det var hvad han sagde han ville, når han gik i starten og alle os andre løb forbi. Kikker man på hans hastighed løb han med 9,5km/t gennem hele løbet på nær den sidste time hvor han satte farten op. Han nåede 228k.

3) Af mit eget løb, kan jeg se at ultratræning og -løb har givet bonus idet der først kom syre i benene efter 22 timer .
4) Jeg kan også se at 2½ måned mellem 24h løb var helt perfekt. Den opnåede udholdenhed sad i benene endnu samtidigt med at benene var blevet 100% restituerede.
5) Skift til tørre sko og strømper bør man måske kombinere med med et andet planlagt hvil for at spare tid.
6) Men det er stadig et problem at kunne optage nok energi. Jeg havde ellers forsøgt at veksle mellem drikke og spise og variere så meget som muligt og samtidig ikke spise så meget at at maven slår knuder allerede i starten.
7) Det bliver nok nødvendigt at bruge Jan's strategi næste gang, selvom det ikke lige passer til mit temperament.
Dernæst havde jeg drukket et krus kaffe en gang i timen måske fra midnat af, så sammen med det "tvungne" powernap, klarede jeg mig gennem natten uden de sædvanlige øjne, der ikke kunne holde sig åbne.

Fremtid:
Men jeg er slet ikke tilfreds med resultatet. Som Yiannis Kourus har vist det, så kan man løbe et 24h med over 12km/t hele vejen, hvilket vinderen klarede en god del af vejen. Yiannis har dog løbet 1km/t hurtigere end vinderen hele vejen, da han satte VR. HVis jeg får løst energiproblematikken, så bør det være distancer over 240k, der er dagsordenen.

Skader:
Jeg er i øvrigt forholdsvis skadsfri denne gang. De få vabler kan jeg ikke længere mærke - ej heller skagemærker under armhulerne, i lysken og mellem ballerne. Jeg så heller ikke totalt ødelagt ud på arbejdet mandag og jeg har ikke de store problemer med at forsere trapper. Det var mit nemmeste 24h hidtil.
Jeg er så småt begyndt at revidere min opfattelse af at sådan et extremløb kan være skadeligt. Jeg er mindre skadet end de fleste er efter at have løbet end marathon.

Socialt:
Det var enormt hyggeligt at træffe de andre landes løbere.
Fra Norge var de tre debutanter, og jeg fik at vide at de havde taget print af denne tråd med, så jeg blev forståeligt nok temmelig stolt. Desværre klarede de sig ikke så godt. Måske de vil dele deres erfaringer med os andre, som jeg gør det?

Men alle landene var gode til at komme med opmuntringer til samtlige deltagere. Det var en stor fornøjelse.

Edit Berces spurgte mig efter løbet om det var alvorligt ment med mit vandvittige udlæg. Det kunne jo godt være at det bare var for sjov skyld og ikke et forsøg på at opnå et godt resultat. Jeg forsikrede hende om at jeg gik ud fra, at når Yiannis kunne gøre det, så kunne vi andre vel i det mindste forsøge. Vores egne Alex har jo også for nyligt været heldig med et hurtigt udlæg. Derudover skulle jeg hilse Ultra Jesper, så jeg håber han falder over dette indlæg.

Links:
Løbet: http://ultramarathon.czechian.net/zacatek_en.html
Resultater: http://www.championchip.cz/cze/index.php?StatVyber=CZE
For at finde sin samlede pladsering skal man hente data fra tre lister: Mænd + Kvinder + Åben.
De pladseringer jeg har nævnt er alle samlede pladseringer. Den samlede pladsering blev vist på en tavle, som blev paseret ved hver omgang. Der blev også vist omgangstid og samlet antal km, så det var helt i top.